Samme morgen Ascension udkom, skrev en gammel ven til mig, om jeg var opmærksom på, at albummet netop var udkommet. Jeg skrev retur, at jeg sad og lyttede til det! Han gjorde det samme og spørger, om det ikke er fantastisk, at vi efter mere end 30 år med Paradise Lost begge to sidder og hører pladen den morgen, det nye album udkommer? Det er i den grad fantastisk! Det er det musik kan. Udover at være noget man kan få noget ud af på et individuelt plan, så binder det også sammen i fællesskaber.
Og hvad så med Ascension, Paradise Losts syttende (!!!) album? De tre singleforløbere skruede forventningerne op, og selvom resten af albummet ikke helt lever op til singlerne, bliver man som gammel Paradise Lost-fan på ingen måder skuffet. Her er næsten ingen slinger i valsen. Det er tungt som bare pokker, og det er egentligt imponerende, hvor godt det gamle doom/metal-band holder sig. Albummet lyder både som et band, der kender sine rødder, og som et band, der stadig har lysten til at udfordre sig selv.
Albummet åbner hårdt med “Serpent on the Cross”, der er klassisk Paradise Lost. Langsomt og tungt – og så skrues tempoet op, og lyden går over i noget mere thrashet. Nick Holmes lyder fantastisk. Efter 42 sekunder gør han sit indtog med et langtrukkent brøl, og herefter skifter han elegant mellem det følelsesladede og det brutale. Der er ingen helt ren vokal på dette nummer, men det kommer senere på albummet. Særligt på ”Lay a Wreath Upon the World” og ”A Life Unknown” dominerer den rene vokal, dog stadig med den dystre musik som bagtæppe. Det er ikke her Paradise Lost er bedst, men det fungerer fint som variation.
”Serpent on the Cross” har følgende omkvæd, jeg forventer bliver noget, vi kommer til at synge med på, når bandet spiller live:
Unholy resurgence / On the first chime, it’s the last time / Your lonely soul will rot
Produktionen af Ascension er flot og gennemarbejdet. Nick Holmes’ vokal er placeret tydeligt i forgrunden, uden at de øvrige instrumenter reduceres til statister. Guitaristernes Gregor Mackintosh’ og Aaron Aedys spil går klart igennem i de tungeste riffs såvel som de melodiske leads. Trommerne – spillet af Guido Zima Montanarini – leverer en rytme, der driver sangene flot frem uden at dominere for meget, samtidig med at detaljerne i hans spil træder frem. Der er gjort plads til, at alle instrumenterne kan fylde i lydbilledet.
Ascension er et varieret og teknisk helstøbt album, der trækker tråde tilbage til tidlig Paradise Lost, men med en moderne lyd. Bedst er det i de hårde passager og i overgangene dertil, hvor det melankolske overtages af det brutale, og hvor man mærker bandets evne til at skabe kontrast uden at miste sammenhæng. Der er ingen træthed at spore, og bandet fremstår knivskarpe og fulde af vitalitet.
