Nå. Jeg skal da love for, at 90’erne er tilbage.
Vi har her at gøre med LA-baserede The Sophs, hvis debutplade Goldstar udkom på Rough Trade i marts i år. Pladen er en eklektisk omgang indierock med tydelig inspiration fra dengang i 90’erne, hvor genrer kunne blandes efter hvilken som helst, ikke nærmere defineret, indskydelse.
Og ligeså live. Det er unge mennesker, vi har med at gøre, og de har kun denne ene nyligt udgivne plade i bagagen, så det er naturligt, at publikum forholder sig en smule afventende og ikke er helt sikre på, hvad der kommer. Det er The Sophs til gengæld, da de går på scenen med netop den ungdommelige abandon, der bringer dem langt i forhold til at overvinde tilhørerne.
At The Sophs samtidig trækker på alt muligt genkendeligt guld – vi taler 90’ernes Radiohead, Muse, Weezer og Beck samt fra nullerne The Strokes – gør, at man med det samme er på deres side. Der er grund til at heppe på disse drenge.
Og det er friskt af dem at smide latínguitarer ind, af og til lidt højtempo spoken word og Balkan-kor, alt sammen udført med bratte skift og quiet-loud dynamikker. Læg dertil, at der også trækkes på Americana, særligt i nummeret Sweetiepie, der læner sig så meget i den retning, at der for en stund skabes en småpunket Tønder Festival-stemning på Faunascenen.
Det virker dog lidt travlt med denne lidt uregerlige palet af indflydelser, så det er nok smart, at de afrunder koncerten med to lettilgængelige pop-rock numre, hvor forsanger Ethan Ramon får demonstreret sin evne til at skrue virkelig effektive vokalmelodier, ikke ulig Julian Casablancas, sammen.
The Sophs hiver den hjem på energien og den tekniske formåen og formår netop på grund af uklarhederne at efterlade en form for helhedsindtryk. For dykker man lidt ned i Goldstar, vil det stå klart, at netop manglen på identitet er et tema. Men her, foran et publikum, der jo ikke nødvendigvis har fået det memo, fremstår den dybde ikke helt indlysende.
Den brændende vilje til at finde tilbage til en tid, hvor det hele var lidt mindre kalkuleret, hvor alt var tilladt, og hvor man måtte kategorisere musik ud fra løse betegnelser som “alternative”, ”britpop” og ”indie” for netop at favne bredt, er og bliver smittende. Og The Sophs skal nok få dedikerede følgere. Man kan dog håbe, at de undervejs i deres udvikling kan finde nok forbundsfæller til ikke at behøve at tage hele opgaven på sig.
