I præsentationen af Callous Daoboys nævner Roskilde Festival, at de er blevet sammenlignet med Faith No More, hvilket jo vækker en vis nysgerrighed.
For det er med livet som indsats, hvis man bevæger sig ind på Mike Pattons territorie, også selvom man blander det med nu-metal, math- og metalcore.
Og der er nogle ting, der skal være på plads, herunder en udover normalen stærk vokal. Men det står hurtigt klart at vi hos forsanger Carson Pace er vidne til det modsatte. Det er uklart om stemmen er træt eller der skal kigges ned mod pulten, men svagt, det er det.
Bandet består udover Pace af en trommeslager, to guitarister, en bassist og en violinist, suppleret af en god stak elektroniske backingtracks. Det bliver noget rod.
Numrene skifter mellem forholdsvis afdæmpede elementer, hvor Pace ser ud til at leve sig ind i indholdet, men mangler evnen til at gøre det klart for den nøgterne tilhører, hvori indlevelsen består. Fraseringerne kan minde og Linkin Parks Chester Benningtron, men kun i hensigten, i udførelsen er der lang vej.
I de vildere stykker kan man dog høre ham, og passionen formidles ud over scenekanten, men der er bandet så til gengæld faretruende tæt på at falde helt fra hinanden.
At der på trods af dette er godt gang i henholdsvis mosh- og circlepits er forhåbentlig på grund af manglen på alternativer på dette års festival. For magen til rodebutik skal man da lede længe efter.
