Australske Folk Bitch Trio forener klassisk folk med trestemmige harmonier og sangskrivning, der med lige dele humor og alvor kredser om kærlighed, sex, brud og de akavede sider af det moderne, unge voksenliv.
Gracie Sinclair, Jeanie Pilkington og Heide Peverelle er alle i starten af tyverne. Bandet blev dannet i 2020, og de har kun ét album bag sig, som blev udgivet for lidt under et år siden. Alligevel har Now Would Be A Good Time allerede udløst en stribe nomineringer i Australien, og trioen er blevet samlet op af pladeselskabet Jagjaguwar – det legendariske indie-label, der også huser navne som Bon Iver, Sharon Van Etten og Angel Olsen.
Navnet Folk Bitch Trio fortæller meget godt, hvad man kan forvente: Tre kvinder, der spiller folk, som godt nok er til den pæne side, men som i deres tekstunivers har betydeligt mere kant end musikken umiddelbart afslører.
De synger for eksempel om filthy dreams, afhængighed og om at drikke sig fuld på firmaets kreditkort. Og de gør det vanvittigt smukt. Vi mødes af trestemmige harmonier så smukke, at de kunne være hentet fra folkrockens guldalder.
Mol er den dominerende stemning, og de tres harmonier understøttes blot af sparsomt guitarspil. Folk Bitch Trio tror stadig på, at tre stemmer og et par guitarer kan bære en koncert alene, og Jeanie Pilkington og Gracie Sinclair skiftes til at spille afdæmpede lejrbålsakkorder på akustisk guitar, mens Heide Peverelle løfter sangene med en vidunderligt klingende elguitar. Uden nogensinde at fylde for meget samler hun trådene og trækker mørket helt ind i centrum af sangene.
Det er noget af en balancegang, der nok kræver et stærkt fokus. Det er derfor alt andet end en vild performance, vi er vidne til. Der er ingen udviskning af grænser mellem udøvere og publikum, ej heller nogen invitation i den retning. Til gengæld er det en vild presence, som de tre står for. Og på trods af hvor simpelt det hele er, virker det ganske massivt.
Det er en særlig stemning, som Folk Bitch Trio sætter os i. Og det gælder om at blive i den. Ikke alene står publikum stille, hvilket sangenes tempo også foreskriver. De er stille. Det er langt fra givet under Roskilde Festivals ofte lidt for snakkende formiddagskoncerter. Virkelig (som i virkelig!) godt gået.
