Sierra Ferrell trådte ind på Arena som en plukket ud af en cosplay westernevent. Pyntet med hvide blomster i de lange sorte fletninger og iklædt en hvid baby doll kjole omgivet af et stiligt klædt band i hvide skjorter og cowboyhatte gav hun et markant førstehåndsindtryk, som kun blev forstærket, da koncerten gik i gang.
Sierra Ferrells musik har dybe rødder i country, bluegrass og folk, som hun blander med honky tonk, ragtime og gypsy jazz – resultatet er en slag musikalsk vaudeville, hvor Ferrell skaber stemninger og billeder med hendes musik og maleriske tekster. Sangerinden voksede op i West Virginia, og da hun først havde besluttet sig for, at musikken var hendes liv, arbejdede hun sig op fra at spille på gadehjørner, i dive barer og på små scener til de store venues og festivaler, og den erfaring sidder i kroppen på hende. Hun er formidabel live performer, hvilket Roskilde Festival oplevede i 2022, og nu igen i år.
Sierra Ferrell og hendes band spildte ikke tiden, men trak hurtigt publikum med ind i Ferrells western univers, og for en stund tog de Arena med ud på eventyr i det vilde vest.
Det fantastiske velspillede band greb violiner, banjo, kontrabas og guitar slide og sammen med Sierra Ferrell tegnede de billeder af støvede landeveje, små byer i bjergene og inviterede publikum med ind på dansegulvet i den lokale saloon. Særligt det nye nummer ”Paradise” stod frem som en særegen oplevelse, hvor musikken voksede sig større og større og understøttede Ferrells særlige vokal, der både var skinger, skarp og sødmefyldt.
At den amerikanske sangerinde er en magnetisk skikkelse på scenen, cool og nærværende på samme tid viste hun under ”In Dreams”, hvor hun stod alene med sin guitar. Desværre var der meget snak i teltet, som forstyrrede det totale oplevelse, men det stod dog tydeligt frem, at hun har en stærk vokal, der ikke behøver musikken til at bære den.
Efter en time på de vilde vover med Ferrell og band tippede de hatten til publikum med den galoperende ”Fox Hunt” fra det seneste album Trail Of Flowers. Det blev til en sidste svingom, hvor publikum dansede med trampende fødder og taktfast klap til den tunge stortromme og de skrigende violiner. Med den afslutning efterlod Sierra Ferrell ingen tvivl. Hun er den ægte vare: en vild vest-dronning med sjæl, støv i blodet og sange, der bliver hængende i dine øregange.
