Torsdag plejer at være en træt dag. Forløsningen om onsdagen, hvor jeg endelig er tilbage på Copenhell, plejer at kaste lidt rigeligt med tømmermænd af sig. Sådan var det ikke helt denne gang. Måske var det en kombination af vejret, den rigelige mængde vand, der blev indtaget, og det faktum, at jeg siden sidst er blevet et år ældre og dermed væsentligt mere fornuftig.
Første koncert var med Rap Martin Rap. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men havde hørt positivt om ham op til festivalen, og så er det dejligt, at der er plads til en kunstner med det festivalprogrammet beskrev som et udviklingshandicap.
Flankeret af en gruppe maskeklædte musikere indtog Martin scenen med stor gejst og selvsikkerhed. Han mere råbte end sang, hvilket egentlig ikke er atypisk på en metalfestival, men vokalen manglede helt og aldeles melodi. Alligevel var publikum med Martin hele vejen, og flere af numrene blev skrålet velvilligt med Martin som engageret indpisker: “Rap Martin Rap, får jer med på beatet, Rap Martin Rap, I kan godt li’ det” og “Fuck stillecamp, fuck fuck stillecamp”.
Rap Martin Rap skal have stor ros for showet og for at skabe et fællesskab gennem hele koncerten, men musikalsk er der ikke meget at komme efter.
(0) på Gehenna var endnu et af de bands, jeg for alvor opdagede op til festivalen. Bandet har eksisteret en del år og udgav deres første EP tilbage i 2017. Jeg har kendt lidt til dem, men uden tidligere at have sat mig ned og lyttet ordentligt til dem. På album har de været en af årets store Copenhell-oplevelser for mig. Hvad så med koncerten?
Man starter vel i udgangspunktet allerede op ad bakke, når man midt på dagen spiller black/doom metal i høj sol og 30 graders varme. (0) leverede dog varen. Jeg var engageret fra først til sidst. Musikken var knivskarp og gik klart igennem, og vokalen kunne ikke leveres bedre. For mig var det et af festivalens højdepunkter.
Efter (0) kom tre af de bands, jeg på forhånd havde glædet mig mest til: Die Spitz, End It og Kublai Khan TX.
Die Spitz ramte ret præcist det sted, hvor forventninger og virkelighed gerne må mødes. Bandet gik på med en umiddelbar energi, der både var punket, fandenivoldsk og melodisk nok til, at sangene ikke bare forsvandt i attitude. Der var en god blanding af rå, skrigende metalvokal og en mere ligefrem punkvokal, og det gav koncerten en dynamik, der klædte dem.
Man fornemmede et band, der stadig er ved at finde sin form. Numrene vekslede meget i kvalitet såvel som energi, og det er i udgangspunktet positivt, men alligevel var det svært at vide, hvilket ben man skulle stå på. Die Spitz er blevet spået en stor fremtid, og det vil jeg gerne være medunderskriver på.
End It havde jeg glædet mig til! En omgang hardcore fra Baltimore med speederen i bund og albuerne godt ud til siden. Desværre blev det lidt af en fuser. Ikke fordi bandet ikke ville det, for der var både vilje, råb og bevægelse på scenen, men det var, som om energien aldrig for alvor nåede ud over scenekanten.
Den type hardcore skal helst føles som et lille, overophedet rum, hvor band og i hvert fald publikum vælter ind i hinanden, og hvor koncerten kan mærkes fysisk. På Gehenna, midt på dagen og med åbent rum omkring sig, manglede intensitet, og jeg drømte mig tidligt i koncerten hen til et mindre indendørs venue.
Kublai Khan TX leverede til gengæld præcis den type koncert, der kan få en festivalplads til at rykke sig fysisk. Der var moshpit næsten hele vejen op gennem publikum, og det var tydeligt, at mange havde ventet på netop denne form for tung, kontant beatdown-hardcore. Musikken havde sine øjeblikke, og når riffene ramte, var det svært ikke at lade sig rive med af tyngden. Det er det den slags musik kan.
Alligevel kom koncerten for mig til at handle for meget om machoattitude og for lidt om selve musikken. Forsangeren brugte meget tid på at opildne publikum og posere, blandt andet ved at banke mikrofonen mod sin overarm som en anden alfahan. Det virkede, og publikum reagerede voldsomt på det, men det blev også lidt ensformigt og, for undertegnede, kedeligt og primitivt. Bag attituden var der et band, der godt kunne spille, og en vokal med masser af kraft. Jeg ville bare gerne have haft mindre attitude og mere fokus på musikken. Hvor jeg gerne kommer igen næste gang End It besøger Danmark, bliver Kublai Khan TX uden mig.
Torsdag var alt i alt en skuffende dag.
