Igorrr er et ganske godt argument for, at genrekonventioner er en overvurderet opfindelse. Bag navnet står franske Gautier Serre, som gennem de sidste tyve år har bygget sit eget musikalske univers af breakcore, opera, barokmusik, elektroniske beats og ekstremmetal. Det begyndte som et soloprojekt, men er siden vokset til et fuldt band, der er blevet stadig mere teatralsk og ambitiøst. Medlemmer kommer og går, men Serre er den indiskutable leder. Det er hans vision, vi kommer for.
At vi lige fra koncertens start skulle have den plantet som en støvle direkte i fjæset, var ikke alle forberedt på. Der er en del overrasket måben omkring mig, da de sætter i gang med åbningsnummeret ”Daemoni” fra 2025-albummet Amen. Og det er en måben, der varer ved.
Vi er ude i noget teaterheavy her. Som Rammstein, Heilung, Slipknot og Witch Club Satan er der rigeligt med kostumer, makeup og overgjorte fagter. Igorrr har i tillæg udviklet et delvist opfundet sprog, som optræder sammen med fransk, engelsk, lidt latin og regulært nonsens.
Igorrrs musikalske katalog er derudover fyldt med sammenstød, der på ingen måde burde fungere. Operavokal afløses af growls. Barokke melodier bliver flået i stykker af blastbeats. Elektroniske rytmer dukker op ud af ingenting. Det er fuldstændig umuligt at forudsige som tilhører. Efter få minutter opgiver man enhver ambition om at regne ud, hvad der kommer næste gang.
Dog er der på ingen måde tale om kaos. Fordi bandet spiller med en teknisk overlegenhed, som grænser til det absurde, hvor hvert temposkift, hver opbremsning og hver umulige overgang – ned til mindste detalje – sidder lige i skabet, virker det sært ordentligt. Det er en vild maskine, vi er vidne til.
Og så, over tid, opdager man endnu en ting: Igorrr er langt sjovere, end man skulle tro. For nok kredser projektet om mørke, uro, indre konflikter og den slags, men den misantropi, som bestemt ikke er fremmed for metalverdenen, er totalt fraværende. Når setlisten tæller numre som “Blastbeat Falafel”, “Camel Dancefloorrr”, “Verrry Noise” og “Spaghetti Foreverrr”, giver det mindre mening at se Igorrr som et dystert ritual end som et projekt, der konstant punkterer sin egen højtidelighed.
Og midt i de mest ekstreme passager dukker der pludselig en fløjte op. En koklokke. En perlerække af absurde små indfald, der minder os om, at bandet udmærket ved, hvor langt ude det hele er. Og som ikke mindst fungerer som en ventil for det ekstreme fokus, som en fuld oplevelse af musikken kræver af publikum. Det er snotdumt, men dundrende effektivt.
Så tak for festivalens absolutte tekniske højdepunkt. Tak for at nægte at passe ind. Tak for at være uforudsigelige. Tak for at være latterlige, geniale og skræmmende velspillende på én gang. Igorrr var en kæmpe gave til denne festival.
