Dark Funeral
“Er I redo?!,” råber Dark Funerals frontmand Heljarmadr. K.B. Hallen er godt fyldt op fra start, så selvom der er foretaget en klar rangordning af de tre bands, der skal spille i aften – Dark Funeral får en halv time, Behemoth og Dimmu Borgir 75 minutter hver – så er der mange, der har set frem til opvarmningsbandet. Der er samtidig lagt op til en farlig aften, for alle tre bands kommer med en kerne af black metal – en genre, der enten er på kanten af eller et pænt stykke over grænsen for, hvad det store flertal ville betegne som god musik såvel som god opførsel.
Dark Funeral har det visuelle apparat på plads. Omvendte kors, pentagrammer, kranier og djævlevinger. Ingen er i tvivl om, hvilken vej vi skal. Hvilket i øvrigt også kan ses af publikums alder, hvor stort set alle kan have fulgt aftenens tre bands siden start-og midthalvfemserne, da black metallen boblede op fra undergrunden.
Musikalsk er Dark Funeral nemme at overskue. Blastbeats, måske lidt temposkift og så blastbeats igen. Guitarerne lægger mørke lag oven på hinanden, mens trommerne bliver ved med at skubbe på. Og man får en fornemmelse af at blive tiltalt med samme styrke hele tiden. Og det er jo som det skal være. Det er meningen at det skal buldre. Vi er ude i den lyd, der kommer op, når man stirrer ned i afgrunden.
Men bulder med bulder på bliver lidt trægt i længden, og publikum er ikke helt klar til at tage springet endnu, selvom de selvfølgelig godt kan svare på en opfordring til at hylde Satan her og der. På den måde kommer vi igennem numrene ”Unchain My Soul”,” The Arrival of Satan’s Empire”, ”The Secrets of the Black Arts”.
Men så: Stilhed. Og så: En lang trommeintro, der stille og roligt bygger op til ”Let The Devil In.” Pludselig er der plads omkring slagene. En anden tyngde og et mere adstadigt tempo. Det er tordnende effektivt og kommer på præcis det tidspunkt, hvor koncerten trænger til noget nyt – eller i hvert fald kort efter.
Her bliver det også tydeligt, at Dark Funeral er lyden af folk, der har prøvet det tusind gange før. Den tunge erfaring får det til at virke lidt vel rutineret, men den er også baggrunden for dette velplacerede ryk.
Dark Funeral får samlet deres halve time til en effektiv åbning, hvor alle de fem numre, der er tid til, er taget fra deres top ti på Spotify, og hvor de alligevel over tid får fremmanet mørket.
Karakter: 5/10
Behemoth
Behemoth begyndte i den polske black metal-undergrund i 1991, men bevægede sig efterhånden over mod dødsmetallens tyngde og tekniske kompleksitet. Det er en udvikling, der giver god mening, når man står foran dem i KB Hallen. Hvor Dark Funeral arbejder med et klassisk black metal-udtryk, er Behemoth en langt mere sammensat størrelse. Og musikalsk er de aftenens klart mest interessante band.
“Daimonos” åbner koncerten, inden “Ora Pro Nobis Lucifer” tager over. Setlisten bevæger sig mellem ældre numre som “Conquer All” og “Ov Fire and the Void” og nyere materiale fra The Shit ov God. Der er også plads til “I, Scvlptor” fra deres seneste plade af samme navn, som udkom i september i år. Behemoth har et stort og stærkt repertoire at trække på, og der er rigeligt med musikalske idéer at forholde sig til.
De bliver leveret med en præcision, som er imponerende at overvære. Tempo, takt, toneart og klange skifter i hurtige, abrupte bevægelser. Der er et kæmpe hjerte for musikken her, men man skal finde det i den tekniske dedikation. I viljen til at få selv de mest komplicerede forløb til at stå fuldstændig skarpt. Som sådan betragtet er det en kraftpræstation.
Det er noget ganske andet end Dark Funerals klassiske velspillede skandinaviske black metal. Hos Behemoth bliver musikken hele tiden vendt og drejet, hugget op og samlet igen. Man kan sagtens bruge en stor del af koncerten på bare at følge med i, hvad der foregår. Men efterhånden begynder præcisionen også at stå i vejen.
Behemoth gør et nummer ud af, at der ikke bliver sat en fod forkert. Også helt bogstaveligt. De skiftende positioner på scenen virker lige så tilrettelagte som musikken, og oveni kommer de snørklede mikrofonstativer, makeuppen, kostumerne og de store armbevægelser.
Det står hurtigt klart, at det her simpelthen ikke kan gå galt og at alt arbejder hen imod samme monumentale udtryk. Der er ikke noget galt i dette som sådan, men det er en farlig balance at lave teaterrock. Behemoth insisterer på og overkommunikerer alvoren i hver eneste bevægelse, og den ender som ikke særligt overbevisende postulater.
Det føjer kun til indtrykket, at Behemoths backing track fylder så meget, og at det primært er det, og den plan, der er lagt, de forholder sig til. Det er sigende, at Nergals guitar står så lavt i lydbilledet, at den er stort uhørlig som en selvstændig guitarstemme. Hvilket er en underlig prioritering hos et band, hvis musikalske evner er så åbenlyse. Jeg savner en kommunikation i og af nuet, i modsætning til en, der er udtænkt for flere måneder siden.
Koncerten lukker med ekstranummeret “O Father O Satan O Sun!” fra The Satanist (2014) – bandets hovedværk – som fylder godt i aftenens sætliste. Men selv her, hvor musikken lægger op til den store overgivelse, bliver det kalkuleret. Corporate black metal er en ting.
Der bliver leveret en meget præcis vare inden for tidsrammen, men jeg savner fornemmelsen af, at noget kan opstå mellem dem undervejs. For når man efterlader nul plads til fejl, efterlader man også nul plads til genialitet. Muligheden for trancendens indebærer også muligheden for at lande med snotten i gulvet. For pokker drenge, det er jo i den spænding metalmusikken er opstået.
Karakter: 4/10
Dimmu Borgir
Dimmu Borgir har siden begyndelsen i Norge i 1993 gjort black metallen stadig mere symfonisk. Gennembruddet med Enthrone Darkness Triumphant i 1997 og senere samarbejdet med Prags filharmoniske orkester på Death Cult Armageddon fortæller meget godt, hvor ambitionerne ligger.
Allerede fra start er der noget befriende ved at se et band, hvis medlemmer virker mindre fastlåste i deres positioner. Der er mere bevægelse, mere løssluppenhed og en fornemmelse af, at de faktisk interagerer med det, der foregår omkring dem. Det er tiltrængt.
Shagraths vokal er på plade lidt af en acquired taste. Her sidder den til gengæld lige i skabet. Den skærer igennem og giver musikken en kant, som er nødvendig, når så meget andet i lydbilledet stræber efter det store og mættede.
Efter åbneren “Ulvgjeld & Blodsodel” og “Mourning Palace” kommer “Kings of the Carnival Creation”, som satme er et hidsigt nummer. Her er trommer, guitar og bas rigeligt til at skabe både fremdrift og stemning. Så langt så godt, men så er der jo keyboardet.
Og jeg ved det godt. Det er stilen. Det symfoniske er en væsentlig del af hele pointen med Dimmu Borgir. Alligevel ender keyboards og backing tracks flere steder med at skygge for den stemning, resten af bandet er i gang med at skabe. Der er variation i musikken, bevares, men stemningen forbliver fortættet. Skiftene er mere forudsigelige end hos Behemoth, og den samme musikalske eventyrlyst finder vi ikke her. Til gengæld kommer Dimmu Borgir med en energi til det nu, vi står i, som er mere vedkommende.
En god trommeintro bryder monotonien undervejs. Men selv med den slags afbræk begynder et større problem at melde sig: Sangene flyder sammen. Da vi når “Reptile” fra Spiritual Black Dimensions fra 1999, må jeg erkende, at havde de sagt, det var et nyt nummer, var jeg hoppet i med begge ben. Der er en tydelig kontinuitet i udtrykket på tværs af årene, som gør det svært at skille sangene fra hinanden.
Allerede her i første halvdel bliver der mærkbart mere plads i salen. Hvor folk kom bagfra og ind under Behemoth, kommer de nu forfra og ud. I perioder er der faktisk ret trafikeret oppe foran. Og det er jo ikke meningen med et hovednavn.
Men her må vi samtidig adressere den tydelige splittelse, der finder sted i publikum. Udvandringen er i fuld gang, men samtidig stiger indlevelsen for andre.
Vi får aftenens første reelle moshpit. Der kommer crowdsurfere, og ude i siderne står små vennegrupper og skriger med og lever sig ind i det på en måde, som Behemoth på ingen måde kunne matche. En enkelt græder endda. Måske lever de sig også tilbage. Til teenageværelser, koncerter og bekendtskaber, der har fulgt dem længe. Det kan man kalde nostalgi, men det sker jo nu. Nogle gange skal ting tages for hvad de er. Dimmu Borgir, der spiller klassisk Dimmu Borgir, er lige det, de her mennesker vil have. Dem, der har det anderledes, er enten gået eller på vej til det.
Mod slutningen kommer Nergal fra Behemoth tilbage på scenen til Venoms “In League With Satan” – og her har de gudskelov ikke lavet en koreografi – inden “Progenies of the Great Apocalypse” afslutter selve sættet. Det er store armbevægelser til det sidste. Strygere, akustiske klange og hele det symfoniske apparat.
Man kan virkelig få bygget noget op med backingtracks og en keyboardspiller. Og tillykke med det, men det havde I virkelig ikke behøvet. Der er ingen vej udenom, at Dimmu Borgir var overbevisende for dem, der allerede har en stærk historie med dem. Men står man uden, er det desværre en ufarlig oplevelse, der efterlader en ret kold.
Karakter: 4/10
