Fra bokseringen til Nashville – I Store Vega ramte han plet
Bokseringen var Stephen Wilson Jr.’s første scene. Det var en af aftenens fortællinger fra den 47-årige sanger i Store Vega. Hans far forsøgte ihærdigt at indlemme sine to sønner i bokseverdenen, og det var i bokseringen, at den indadvendte og generte Stephen for første gang følte sig tryg i at optræde på en scene – en sammenligning han selv laver.
Inde i ham skulle der vise sig at være en trang til at gå andre veje end boksning og end sin stærkt religiøse (pinsebevægelsen) familie og omgangskreds. Han valgte en videnskabelig uddannelse og en senere ansættelse som mikrobiolog. Musik og sangskrivning fyldte dog meget, og det første skridt væk fra Seymour, Indiana blev en flytning til Nashville og et karriereskifte til sangskriver i 2016. Her skrev han sange til navne som Caitlyn Smith og Tim McGraw, og noget tydede på, at han havde fundet sit rette element.
Faderens død i 2018 efterlod ham med en beskeden arv, som han besluttede at bruge på at få produceret og indspillet nummeret ”The Devil”, hvilket endte med at blive hans første udgivelse. Det ledte senere til en pladekontrakt med BMG, og til udgivelsen af debutalbummet søn of dad i 2023. Et ambitiøst dobbeltalbum med 22 numre, som i meget stor grad tager udgangspunkt i Stephen Wilson Jr.’s hjemstavn og opvækst, og som han har høstet en enorm anerkendelse for.
Trods de store forskelligheder mellem Wilson og hans nærmeste i hjemstavnen, har båndet altid været stærkt, og han understregede også efter aftenens første nummer ”Preacher’s Son” at savnet er stort, når han turnerer. Hermed fik jeg om end sent så elegant ført os ind i aftenens koncert i Store Vega.
Stephen Wilson Jr. var ganske veloplagt og overraskende energisk på scenen i aften. Hans blanding af country, folk og grunge kan lyde både mørk og melankolsk, men under overfladen lurer altid en energi og nerve, som viste sig at få ekstra liv på en livescene i aften. Nærmest som en bokser i ringen bevægede han sig ofte fra side til side på scenen. Hans karakteristiske guitarlyd kom som altid fra hans akustiske Takamine, der via strøm og særlige forstærkere og pedaler får sin helt egen lyd, som indtil videre vel nok kan kaldes hans signaturlyd.
Han fortsatte med ”Billy” og ”Cuckoo” og her vågnede den udsolgte sal virkelig. Nu var der allerede skabt et stærkt bånd mellem os og ham, og vi var med ham hele vejen. Også når han et par gange undervejs stoppede op for at fortælle sin historie. Han tog sig god tid, når han fortalte, men når man ikke kender hele historien i forvejen, var det både meget interessant og gav numrene lidt mere liv, som hjalp dem ind under huden på os.
Vi fik primært numre fra søn of dad, men også de nyere ”Gary” og ”Yellow Brick Home”, som virkelig er to stærke numre. Aftenens sidste nummer blev en up-tempo version af Nirvanas ”Something in the Way”. Havde han forelagt mig ideen om at udgive den version, havde jeg nok bedt ham om, at lade det stærke nummer være, men når man hørte versionen i aften i Wilson’s univers, var han såmænd tilgivet.
Jeg var lidt ærgerlig over at bandet fremstod så anonymt og lidt skjult i baggrunden, som de gjorde, for sammen fik de skabt en flot ramme omkring Wilson’s tekster og fungerede virkelig godt i samspil med hans vokal og guitar. Bevares, de blev præsenteret men lidt mere samhørighed og liv mellem de fire på scenen havde klædt koncerten i aften.
Omend det skete relativt sent i livet og ad omveje, har Stephen Wilson Jr. virkelig fundet sit rette element, og der er uden tvivl mere i vente fra ham. Jeg spår også, at han inden for de næste fem år har optrådt på noget større scener, end han gør på sin nuværende turné. Han var en oplevelse af de store i aften.
