Mogwai har – på forbilledlig vis – skiftet sætliste stort set hver aften på deres aktuelle 30 års jubilæumsturne. Den øvelse kunne mange andre bands sgu lære ét og andet af.
Mogwai er først og fremmest mesterlige opbyggere. Siden deres kongeniale debut Mogwai Young Team i 1998, har de excelleret i numre der spænder mellem det næsten forsvindende tyste til crescendoer af hvirvlende orkanisk karakter. Den finte benytter uendeligt mange postrock bands sig af i dag. Men Mogwai var en af de helt store foregangsmænd ned ad den vej. De behersker støjen og det sagte præcis lige godt.
På de seneste album er det gået mod en mere traditionel sanglængde. Med kortere mere direkte numre. De langstrakte numre er færre. Mere elektronisk retning. Ja sågar vokal i ny og næ.
Fælles for deres album er en instrumental poesi sat i melankoliens tegn. Men humor udgør også en signifikant del af deres musikalske beredskab. I al fald hvad angår titler på numre. Og har man bekendtskab med interviews med bandet, vil man erfare, at selv om de bestemt tager deres metier alvorligt, er der også et stort glimt i øjet på bandets medlemmer.
Efter Forest Swords elektroniske lydbilleder skulle varme Operaens 1700 pladser – der ikke var udsolgt denne søndag, men dog tæt på – listede Mogwai på scenen.
Det skulle vise sig at blive den absolut mest nedtonede og dæmpede koncert af de ti gange jeg efterhånden har hørt dem.
Et lettere aparte valg af sætliste med både deepcuts, b-sider og et enkelt fra et soundtrack. Som om de bevidst fravalgte de store og lange klassikere fra fortiden. Lidt underligt, når man kalder det en Mogwai 30 tour, men nuvel.
Efter de to indledende “Heard About You Last Night” og “Hi Chaos”, kom en perfekt turneret version af “I’m Jim Morrison, I’m Dead” med præcis den balance og tyngde mellem quiet/loud/quiet lyd. bandet brillerer med og behersker til fulde. Herefter indledtes en lidt længere periode med en række sjældent spillede og mindre signifikante numre end deres mere kendte ofte spillede signaturnumre.
Tidlige singler fra før debutalbummet, lidt fra EP’er og fra soundtracket til filmen Blackbird.
I og for sig et ret besynderligt valg både med tanke på deres ret stille ueksplosive facon, som mangler lidt forløsning. Men især fordi de spiller dem i streg.
Først efter en time spillede de det übersmukke og grandiose “Helicon 1”, hvor Dominic Aitchisons bas bliver skiftet ud med en guitar, mens Stuart Braithwaite napper bassen. Kæmpenummer og en livefavorit fra bandet såvel som publikum. Nummeret får også aftenens største bifald indtil videre.
Lyden og lysarbejdet er i øvrigt god gennem hele koncerten og bandet virker tilfredse med aftenens udfald. Ikke at de hopper rundt. Tværtimod står de alle som stenstøtter på scenen. På nær Stuart Braithwaite, der gynger lidt frem og tilbage, når han bliver grebet af stemningerne. Sådan er det altid med Mogwai. Og det gør ikke spor, fordi man ledes drømmende af de musikalske udskejelser. En del sidder endda med lukkede øjne under længere dele af koncerten
“Take Me Somewhere Nice” med Barry Burns på vocoder-vocal blev leveret i en kraftig forlænget version. Som egentlig ikke bar yderligere til kvaliteten.
“You’re Lionel Ritchie” bliver en herligt tung afslutning på det hovedsættet.
Efter lidt ventetid med klapsalver fra et begejstret, næsten andægtigt publikum, vælger Mogwai at spille “Scotlands Shame” som ekstranummer. Dyb melankoli til at gå hjem på, på sådan en råkold søndag i november. Et særdeles smukt meget sfærisk nummer, der er en personlig favorit i mit habitat.
Men Mogwai ville yderligere.
De rundede af med mægtige “Mogwai Fear Satan” der tårnede mod himmelrummet og blev spillet så væggene blafrede. Det var et seismisk attentat på vore sanser.
Første gang jeg så Mogwai på Loppen i 1999 spillede de også det nummer fra debuten. Nummeret vinder hver gang, bl.a fordi det bare bliver ved med at tage til i styrke. Bedst som man tror at det ikke kan blive højere og voldsommere, giver bandet den lige et nyk mere.
Har man glemt ørepropper er man ganske enkelt prisgivet i Mogwai’s vold. Netop dét nummer er et prima eksempel på Mogwai’s dualitet.
Fra det helt tyste til det øresønderrivende brag af bistre guitarbredsider.
Fænomenal afslutning, der virkelig skilte fårene fra bukkene. Jeg så flere forlade salen med decideret angste miner.
En aften med det skotske ensemble er til ende. På trods af stensikre og indiskutable højdepunkter, blev det også en koncert med momenter, der rent ud sagt blev lettere kedelige på grund af længere stræk med numre af gentagende og tilbageholdende karakter.
Alligevel er den skotske guitarbrigade altid en fornøjelse at frekventere. Jeg kommer i al fald igen, næste gang de rammer landet.
