Ethel Cain trådte ind i sin egen betonjungle på Arena, hvor scenen var bygget op som et forladt landskab med græs, træer og jernhegn. Det lignede et sted mellem natur og by, mellem ruiner og opblomstring af noget nyt, og det passede perfekt til den amerikanske sangerindes gotiske musik-og sprog-univers.
Bag kunstnernavnet Ethel Cain står Hayden Anhedönia, der voksede op som transkvinde i et stærkt religiøst baptisthjem. Den baggrund løber som mørkt tema gennem hendes musik, hvor ensomhed, længsel, tro, krop og frigørelse smelter sammen i en lyd, der bevæger sig mellem drømmepop, americana, støjrock og gothic country. På debutalbummet Preacher’s Daughter skabte hun et helt mytologisk univers af åbne vidder, religiøs skyld og knust uskyldighed, og på scenen blev hendes univers foldet ud med både andægtighed og voldsom kraft.
Hun åbnede med hendes mest kendte sang ”American Teenager”, og allerede her stod det klart, at den lille pige fra prærien er vokset op og blevet en performer, der kan fastholde opmærksomhed og fascinere med meget få virkemidler. Publikum hoppede og sang med, mens Cain smilende tog imod deres hengivenhed. En væsentlig anderledes oplevelse end sidste gang hun besøgte Roskilde Festival i 2023 på den ny hedengangne Odeon scene, hvor hun var meget mere sky.
Cains koncert på dette års Roskilde bød på en blanding af numre fra hendes bagkatalog, bl.a. fra seneste album, det storladne Willoughby Tucker, I’ll always Love You, hvorfra vi fik ”Dust Bowl”, der smeltede americana sammen med støjflader, så man næsten kunne mærke vinden på de åbner vidder. Men det var hendes fremførelse af ”Ptolemaea”, der virkeligt stod frem og blev koncertens mørke hjerte med sin bombastiske, tunge grundtone og Cains dramatiske næsten opera-agtige vokal, der blev leveret, mens hun knælede foran publikum som i en dyster bøn. Kontrasten kom smukt på ”A House in Nebraska”, en af Cains egne favoritsange, hvor hendes sprøde, klare vokal stod nøgent frem, inden sangen voksede sig storladen og hjerteskærende.
Ethel Cain gav en koncert fuld af vidunderlige kontraster i vokal og musik med øjeblikke, der var florlette og brutale, sårbare og slagkraftige, intime og enorme. Du finder ikke længere en bly prærierose her. Ethel Cain har udviklet sig til at være en live kunstner med torne, tyngde og en stemme, der bliver hængende længe efter sidste tone, og efter hendes optræden på Arena torsdag aften er det ikke svært at se, hvorfor hun er en af tidens mest dragende alternative stemmer.
