Der var dømt fest og farver fra første øjeblik, da den fransk-haitianske Naïka kom dansende ind på scenen med en vindmaskine klar, kroppen i bevægelse og et klart løfte om, at her skulle der danses. Fra åbningsnummeret ”Welcome to Eclesia” var der smæk på både æggende dansetrin og en sødmefyldt scenetilstedeværelse, og Naïka fik hurtigt etableret sig som en farverig feststarter med masser af charme.
Naïkas musik bærer tydeligt præg af en opvækst på tværs af kulturer, sprog og kontinenter. Hun blander pop, latin, dancehall, reggae, afrocaribiske rytmer og franske tekstbidder til et musikalsk patchwork, der emmer af varme dage under tropiske himmelstrøg. Det er flersproget pop med hofterne først og hjertet lige efter, hvilket hun viste til fulde på Lagune.
Naïka fremstår som en 70’er-disco-diva i fuldt flor, et sted mellem en ung Cher i Bob Mackie-glimmer med Dua Lipas popflair og i særdeleshed med en ordentlig dosis af Shakiras berømte hips that don’t lie. Den udstråljng udnyttede hun til fulde på ”Bloom”, hvor publikum hurtigt fik hænderne i vejret, mens Naïka dansede sig gennem sangen med en naturlig lethed, der smittede langt ud over de forreste rækker.
Hun satte tempoet en smule ned på ”Barely Barely”, hvor latinbeats og en lækker fløjlsblød vokal gav koncerten en mere sensuel glød. Senere gled dancehall- og reggae-vibes ind over ”Ritual”, mens ”Soleil” åbnede med klaver og fransk tekst, før rytmen blev både kælen og æggende.
Mest personlig blev hun på ”Layers”, hvor hun sang og rappede om sin opvækst og manglende tilhørsforhold. Undervejs var Naïkas vokal desværre en anelse mudret i lyden, men hendes varme og lattermilde kontakt med publikum hjalp på oplevelsen. Selv da hun flere gange kom til at sige Copenhagen i stedet for Roskilde, fik hun vendt det til noget charmerende.
Naïka fik uden tvivl sat gang i de stive festivalhofter, særligt mod afslutningen, hvor hun afrundede med sambarytmer på ”6.45” efterfulgt af den fængende ”All My Life”. Hun behøvede ikke en stor flok dansere for at fylde scenen, men gjorde det med en uimodståelig festlig energi. Resultatet var en fornøjelig koncert, som fungerede i øjeblikket, men som næppe bliver hængende – hverken i tankerne eller i hofterne.
