Thailandske Khana Bierbood spiller psykedelisk rock, men ikke som vi kender den. Bandet blander 60’ernes surf og psych med traditionelle thailandske musikformer, og resultatet er et af de mest særprægede bud på genren i disse år.
Mens regnen falder udenfor, entrer de et fyldt Faunatelt og serverer nok den mest poppede omgang psych, jeg nogensinde har hørt. Og det er egentlig ret forfriskende.
Hvor den danske psych-scene ofte virker optaget af at afsøge, hvordan musikken kan blive vildere, mere støjende og højere – og man nogle gange kan tænke, at det ikke rigtig kommer videre – er ambitionen hos Khana Bierbood langt mere lavmælt. Der er noget rent, næsten jomfrueligt ved deres musik. De er ikke bange for at skrive sange, som man kunne danse to til – regulære sjælere.
Men det er en farlig vej at gå, og flere gange bevæger musikken sig faretruende tæt på muzak. Dog, netop som man når at afskrive den som ren og ufarlig, sker der noget. Farten sættes op. Et uventet akkordskifte dukker op. Et nummer drejer væk fra den sikre kurs. Det er en underlig størrelse, der hele tiden balancerer mellem det ufarlige og det eventyrlystne.
Igen, forfriskende. Og ideen er god. Men samspillet halter desværre gennem hele koncerten. I det ene øjeblik er det bassen, der buldrer derudad og skygger for alt andet. Det næste virker det ikke som om nogen overhovedet har overvejet, hvordan keyboardet skal lyde. Så er guitaren for lav, så er den for høj, så rammer den perfekt, så rammer den ved siden af. Det flagrer.
Der mangler en samlet idé om, hvordan bandet skal lyde. Som om de enkelte elementer eksisterer ved siden af hinanden frem for sammen. Flere steder får man fornemmelsen af at overvære et øvelokale snarere end en færdig koncert. Og da regnen stopper undervejs, tømmes teltet gradvist, indtil det ved koncertens afslutning er halvtomt. Det er lidt ærgerligt, at de falder på håndværket, for visionen om at forene sydøstasiatiske melodier med surf og psykedelisk pop er absolut godkendt.
