Den 27-årige Audrey Nuna trådte ind i på Arena i et halvtomt telt, men fra første sekund opførte hun, som om hun stod foran en tætpakket arena. Mens video og tekst kørte på skærmene, satte den koreansk-amerikanske rapper koncerten i gang med nummeret ”Saddle”. Øjeblikkelig stod det klart, at den karismatiske Nuna er mere end en poleret popmaskine, og hun leverede et set, der føltes løssluppent og levende. Hun rappede og sang med attitude, hele tiden i konstant bevægelse og gav Arena et indtryk af en kunstner, der kan indtage et rum med få midler i brug.
Audrey Nuna er vokset op i New Jersey, og det er måske der, hun har sin rå attitude fra. Hun har gennem de seneste år markeret sig som en af de mere spændende nye stemmer i krydsfeltet mellem hiphop, alternativ R&B, pop og eksperimenterende elektroniske beats. Hun er kendt for at lege med skæve flows, tunge basgange og en vokal, der kan skifte fra hårdtslående rap til luftig sårbarhed på et øjeblik. Dette viste hun meget tydeligt på Roskilde Festival, hvor hun ikke lod det sparsomme fremmøde stå i vejen for en koncert med masser af energi og overskud.
”Comic Sans” blev leveret med præcision i rimene og en smittende ungdommelig fandenivoldskhed, inden ”Baby Blues” trak tempoet ned og viste en blødere side af Audrey Nuna. Den unge amerikaner blev dog aldrig hængende for længe i den mere følsomme musik og skiftede hurtigt tempo. Undervejs fik Arena derfor en omgang technofest, blandt andet på ”Mine”, hvor den højtelskede Brandy sang ”The Boy Is Mine” blev samplet og gav nummeret den umiskendelige R&B-glød, som Nuna er så kendt for at krydre sin musik med.
Det er ingen hemmelighed, at Nuna har haft et vildt år pga. hendes involvering i Netflix-fænomenet KPop Demon Hunters, hvor hun lægger sangstemme til en af hovedkaraktererne. Den film var uden tvivl grunden til, at der var mange børn blandt publikum, hvilket Nuna taknemmeligt påpegede, inden hun gav dem muligheden for at danse deres bedste demondans til den hårdtslående ”How It’s Done” fra filmen – et festligt øjeblik for børn og voksne, der sammen hoppede op og ned til rytmerne.
Audrey Nuna selv dansede sammen med sine to dansere under hele koncerten og brugte scenen til fulde. De dansede i koreografi et øjeblik og vred deres kroppe i nærmest umulige positioner det næste, og udnyttede hver sang til at kaste sig rundt med smadrede dukkeagtige bevægelser, hård hiphop-attitude og vild headbanging. Sammen med musikken betød det, at Audrey Nuna gav en koncert, der føltes spontan, skæv og oprigtigt underholdende. Publikum var måske ikke stort, men Nuna fik vist, at hun er langt mere end en af dem fra den der Netflix film. Hun var et overraskende charmerede indslag på festivalen, og det bliver interessant at følge hende udvikling som en spændende kunstner, der mestrer at forene pop, r’n’b og hiphop på en ny måde.
