Der var lagt op til det helt store brag lørdag aften på Frederiksberg, da Placebo i kraft af deres 30-Tour ville fremføre en menu af materiale fra deres to absolut bedste plader; hhv debuten og hovedværket Without You I’m Nothing. Koncerten blev dog også hurtigt udsolgt, formodentlig både fordi trioen relativt sjældent rammer Danmark og af ovenstående omtalte grunde.
Der var en næsten statisk elektrisk stemning i hallen inden aftenens supportband Kallsup skulle indlede aftenen for Molko & Co. En smittende susen af forventningsfryd og brede smil prægede indgangene. Præcis kl. 21 gik Placebo på i deres foreløbigt største venue i Danmark.
Til et diskodasko launch med tilhørende visuals var der lagt op til en fest for de indviede fans. Allerede fra åbneren “Pure Morning” var Brian Molko helt fremme i skoene og opfordrede til håndklap. Han er i øvrigt blevet langhåret siden sidst.
Lyden er rigtig god på det ellers commes commes ca spillested, der indimellem kan døje med buldrende lyd. I aften sad den skarpt fra første riff.
Herefter mødte de publikum med seksten sange fra de førnævnte album.
“Come Home” fulgte.
Det åbenlyst Cure-inspirerede nummer “You don´t care about us” kom som manna i ørene.
Det høje niveau og de gode numre gik slag i slag og alt spillede, men det helt store nummer; titelnummeret fra “Without You I´m Nothing” som selveste The Thin White Duke – David Bowie – tog under sine vinger og fremhævede med sin elegante tilstedeværelse, forblev underligt uforløst og hastig gennemspillet inden hitparaden gik videre. Som om de ikke rigtig gad spille den til ende. Jeg ved ikke om de er trætte af netop det nummer, men jeg var særdeles skuffet over henkastetheden.
“I Know” blev til gengæld leveret i en intens og næsten indigneret intens version, der ikke tog nogle fanger.
“My Sweet Prince” og “Lady of the Flowers” blev leveret uden Molko på guitar, hvilket gav ham rum til at flyve rundt og danse på scenen. Det smittede så folk på rækkerne rejste sig og gjorde det samme.
Placebo præsenterede en ny sang; “Hellen Keller”, der egentlig ikke spyttede noget nyt i puljen. Den bar vel egentlig bare mere til Placebo-bålet. Men når nu bålet ikke er en gusten glød, men efterhånden et eklatant bonfire, hvorfor så fucke med den præmis.
“Nancy Boy” sluttede hovedsættet med bassisten Stefan Olsdal drønende rundt blandt publikum til publikums begejstring.
Efter lidt sædvanlig ventetid kom Placebo retur på de bonede Frederiksberggulve og spillede “Every You Every Me” i en desværre næsten houset version, der egentlig passede Faithless bedre end aftenens hovedattraktion. Det var synd, da det er et af deres allerbedste numre.
Derefter gjorde Placebo som de næsten altid vælger.
Nemlig at slutte med covernumre.
At Placebo som altid vælger at præsentere os for noget af det guld, de selv er rundet af og hermed hylder, er et valg det står enhver fri for at mene noget om. Personligt ville jeg hellere have haft endnu flere stjerneskud fra deres efterhånden omfangsrige sangkatalog. f.eks numre fra storformsalbummene Black Market Music og Meds ville have været kærkomne.
Desuagtet leverer trioen Kate Bush’ uopslidelige 80’er klassiker “Running Up That Hill” og Depeche Modes identitets-banger “Personal Jesus” lige i rumpetten.
Selvom Molko sandt for dyden ikke ejer Dave Gahans røst.
Men bandet ser så sandelig ud til at nyde at spille guldet for samtlige generationer – og de var vitterligt rigt repræsenteret i aften – de kan i al fald alle tælles til stede i aften. Der bliver da også hujet, piftet og klappet i en sådan grad, at valget af covernumre ser ud til at lykkes til fulde og falde i god jord blandt publikum.
Et par timer i godt selskab er altid rart, og Placebo gav os de bedste forudsætninger denne vindsuste lørdag aften i KB Hallen.
Selvom der var skønhedsfejl, blev det en fortrinlig aften
