Præcis som på den knapt to år gamle og fremragende selvbetitlede debut, er også den smukke opfølger præget af små undseelige stemninger og skrøbeligt bårne sange med fingeren på hjertekulen. Less is more er igen hovedtanken og det virker både lindrende og svalt, at være i selskab med den fine trio.
The End er en helt igennem dejlig plade, som vil gøre sig lige godt uanset årstid og humør, for den rammer helt ubesværet både glæde, tristesse, smil og tårer og den bliver simpelthen bedre og bedre for hver tur i afspilleren. Musik som lyder enkelt og ligetil, uden besvær eller store armbevægelser, er oftest det bedste, men samtidig det sværeste at lave – Brother of End kan præcis det og gør det eminemt på The End.