Ukritisk og ensidig biografi
Det er sjældent man har den glæde, at kunne sidde med en biografi af en dansk musiker i hånden. Dette skyldes selvsagt, at der ikke er så mange danske musikere, der har opnået en form for succes der er værd at skrive om – eller værd at læse om. Dette har Lars Ulrich, og han er uden tvivl den mest succesfulde danske rockmusiker til dato.
Bogen indledes med, at beskrive Lars’ familiære relationer og hans opvækst på Lundevangsvej nummer 12 i Hellerup. En opvækst, der er præget af multikunstneren og tennisspillerens Torben Ulrichs musikalske interesser og frisindede opdragelsesstil. Torben Ulrich havde ofte mere eller mindre kendte gæster fra jazzmiljøet på besøg, og Lars Ulrich får på den måde musikken ind med skeer, allerede fra han er helt lille. De dage/nætter hvor musikdiskussionerne gik højt og selskabet først sluttede hen på morgenen, behøvede Lars Ulrich ikke tage i skole til tiden næste morgen. Nej, han kunne blive hjemme og sove et par ekstra timer inden han skulle i skole. Allerede som ganske ung får Lars Ulrich ørerne op for metal-musikken (primært New Wave of British Heavy Metal), men det står stadig ikke i stjernerne, at han en dag skal gå hen og blive trommeslager i et af verdens største rock-bands. I 1980 flytter familien Ulrich så til Los Angeles, hvor sønnen Lars Ulrich forsøger at starte en tenniskarriere ved at gå på tennisskole. Dette går dog ikke som Lars Ulrich havde håbet, og han vender sig nu 100 procent mod musikken og sætter en annonce i The Recycler (Los Angeles’ ”Blå Avis”) hvori der står: ”Heavy metal drummer looking for other musicians to form heavy metal band. Influences: Tygers Of Pan Tang, Diamond Head, Angel Witch, White Spirit.”
Så vidt så godt… Herfra er det tydeligt at forfatteren Jens ”Jam” Rasmussen er en stor Metallica-fan. Rasmussen virker ukritisk og man savner refleksioner over det han skriver. Biografien bygger hovedsageligt på interviews med – den bestemt ikke beskedne – Lars Ullrich. Det meste bliver taget for gode varer og jeg savner en alternativ vinkel. Hvor er den anden side af historien? Jeg savner interviews med folk der ikke er ultra-positive overfor alt hvad Lars Ulrich har udrettet i sit liv. Hvad med et interview med Dave Mustaigne – måske i stil med det man ser i dokumentarfilmen ”Some Kind of Monster” – om hans version af sin fyring som guitarist. Eller hvorfor går Jens ”Jam” Rasmussen ikke tættere på det faktum, at Lars Ullrich aldrig har været den mest teknisk dygtige trommeslager? Han kredser lidt om den varme grød, men lader produceren Flemming Rasmussen udtale sig om det. Lars Ullrich har faktisk så svært ved det, at Flemming Rasmussen er nødt til at indspille et af trommeslagene på …And Justice For All. Og hvorfor blev bandet i sine tidlige dage kaldt for Alcoholica. Ja, det er selvfølgelig fordi de drikker meget alkohol (vodka), men der må da være mere i det end det? Der må da være nogle gode historier fra det vilde rock n roll liv, der er værd at hive frem i den forbindelse!
Bogen er én lang refererende ukritisk kronologisk beskrivelse af Metallicas og Lars Ullrichs karriere indtil nu. Man kommer på ingen måde bag om bandet og personen, og hvis man har fulgt bare nogenlunde med i hvad der er blevet skrevet om Metallica i tidens løb, er der ikke meget nyt at komme efter. Nyt var det dog for undertegnede, at Lars Ullrich (efter eget udsagn!) skulle have været tæt på en rolle i John C. Reillys ”Den tynde røde linie” og hans venskab med Sean Penn
Efter at have læst Jens ”Jam” Rasmussens biografi sidder jeg tilbage med en lidt mærkelig smag i munden. Er Lars Ulrich virkelig som han bliver beskrevet? Jeg har aldrig mødt manden, men det rosenrøde billede, der tegnes af ham virker på en eller anden måde utroværdigt. Så dygtigt og nærmest ufejlbarlige er der vel ingen der er? Med mindre, altså, man se på personen gennem en fans optik. Og det er lige præcis det der er problemet med denne bog. Jens ”Jam” er alt for meget fan. Der skal ikke nødvendigvis skandaler på bordet, men det ville have været rart med en biografi der skar ind til benet i stedet for at forblive på overfladen, forholdt sig kritisk til materialet og brugte flere kilder.
Jeg føler sig ikke meget klogere på mennesket Lars Ulrich efter at have læst bogens 319 sider, og ser frem til der kommer en ny dansk Lars Ullrich-biografi.
Pladesalget i Danmark
Bagest i bogen har Jens ”Jam” Rasmussen skrevet hvor meget hvert Metallica-album har solgt i
Danmark pr. 1. februar 2004. De kommer her:
Kill ‘Em All (1983) – 31.000
Ride The Lightning (1984) – 38.000
Master Of Puppets (1986) – 42.000
…And Justice For All (1988) – 56.000
Metallica (1991) – 222.213
Live Shit: Binge & Purge (1994) – 11.204 (+ yderligere 3.680 på DVD)
Load (1996) – 106.000
Re-Load (1997) – 53.000
Garage Inc. (1998) – 29.000
S&M (1999) – 59.000
St. Anger (2003) – 35.000
