The National: Alligator

cover-thenational-alligator-2005-300x300

På vej mod toppen

Det første, der slår en når man lytter til The National, er Matt Berningers tørre og livstrætte stemme. Der er heller ikke meget livsglæde at spore i teksterne. Det er faktisk tæt på at blive for meget, men The National holder sig lige præcis på den rigtige side af det depressive, hvilket gør, at man alligevel føler sig ganske godt tilpas i deres americana-univers. Melodierne kører oftest stille og roligt derudaf. De er primært bygget op omkring trommer og guitar, men der er også både bas, klarinet, cello og violin med på flere af numrene. Strygerne gør især indtryk i ”Baby, We’ll Be Fine”, hvor Berninger proklamerer, at han er ”so sorry for everything”.

Det er primært et afdæmpet album, men med numre som det punk-poppede ”Lit Up” og rockede ”Abel” skrues tempoet i vejret og The National beviser, at de også kan lyde som et garageband. Dette er dog kun kortvarigt, for allerede i det næste nummer er tempoet skruet ned igen. Selvom ”Abel” er et godt nummer, er det de stille og eftertænksomme numre på albummet, der gør sig bedst. Allerbedst er ”The Geese of Beverly Road”, ”Karen” og åbneren ”Secret Meeting”.

The National har lavet et godt album som fans af Wilco, Mark Eitzel og Richmond Fontaine helt bestemt bør gøre sig selv den tjeneste at give en chance. Det er ikke et album, der bider sig fast ved første gennemlytning – og heller ikke anden – men i dette tilfælde bliver man virkelig belønnet af at være tålmodig. Og det skulle ikke undre mig om albummet med tiden vil vokse yderligere.

“I’ve lost direction, and I’m past my peak”, synger Matt Berninger på albummet. Dette er langt fra sandt. Med sit tredje album er The National på vej mod toppen.

More from Carsten Fjølner
Akustisk showcase med Kaizers Orchestra på onsdag d. 17/11
Kaizers Orchestra står foran sin største satsing nogensinde med sin kommende Violeta,...
Read More
0 replies on “The National: Alligator”