Overset singer-songwriter udgiver nyt fremragende album
Matt Ward beviste med sit seneste album, at han er en ener inden for americana-genren. Man skal måske lige vænne sig til musikken og stemmen, men når man først har hørt det nogle gange er det svært at slippe igen. Sådan er det også med det nye album, som han har valgt at kalde Transistor Radio, med en henvisning til fordoms tiders amerikanske radiostatione hvor værterne selv kunne bestemme hvad de ville spille. Dette står i stærk kontrast til nutidens play-lister, der gør at musikken bliver mainstream og knap varieret som den tidligere har været. Det er da også en mærkelig gammeldags lyd, der præger albummet. Stilen er primært folk og Matt Ward passer godt ind sammen med andre enere inden for genren, som eksempelvis Devendra Banhart og Joanna Newsom. Når man tænker på hvor stor omtale disse kunstnere har fået, er det svært at forstå, at M.Ward stort set er blevet forbigået.
Albummet åbnes med en akustisk version af Beach Boys-klassikeren You Still Believe In Me og fortsætter med One Life Away, der lyder som noget, der kunne være indspillet i halvtredserne. Disse to numre giver et ganske godt billede af, hvad der venter én på resten af albummet. Det er nemlig en blanding af flot akustisk guitar og mere skramlet og dyster lyd, der præger de fleste af sangene. Udover Beach Boys-nummeret har endnu to covernumre fundet sig vej ind på albummet. Det er The Carter Family’s Oh Take Me Back og hele herligheden sluttes af med et nummer af J. S. Bach, Well-Tempered Clavier, som Matt Ward sammen med sin akustiske guitar tager under kærlig behandling. Så skulle man tro, at dette blot var et tilbageskuende album. Det er det nu ikke, for Matt Ward blander det hele sammen og ender op med et resultat, der ikke er hørt så flot fremført før.
For mig står numre som Hi-Fi, Fuel For Fire, Deep Dark Well og Paul´s Song – der med sin steel guitar giver den et flot touch af country – som de bedste numre. Når det er sagt, så skal det siges, at de fleste af numrene har en charme, der gør dem til noget særligt.
Nu mangler M Ward bare at blive kendt af en lidt bredere kreds end det er tilfældet nu. For han fortjener det.
