Diskant.dk har fået sig en snak med Edward Godby fra Beecher
“This Elegy, His Autopsy” er den kryptiske titel på engelske Beecher’s 2. plade, der netop er udkommet på Earache. En plade, som er blevet imødeset med stor spænding af mange tilhængere af den mere ekstreme form for hardcore/metal, og pladen hører da også uden tvivl til blandt de mest interessante udgivelser inden for denne genre. Det var derfor en oplagt lejlighed til at stille forsanger Edward Godby et par hurtige spørgsmål:
Diskant: For mange personer i Danmark er Beecher stadigvæk et ukendt navn. Kan du lige fortælle en smule om gruppen?
Edward Godby: Vi er fra Manchester i England, og vi spiller tung og aggressiv musik med pop-hooks. Vi mener selv, at vi kombinerer elementer fra grind, black, death, doom, HC og progressiv rock.
Diskant: Hvordan kom i på navnet Beecher?
E.G.: Et af de oprindelige medlemmer, som ikke længere er i gruppen, kom på navnet. Det kommer fra navnet på en figur i en TV-serie (Muppet Show?), og det hang bare ved. Vi tænker ikke videre over det.
Diskant: Efter at have talt med flere forskellige pladeselskaber, skrev I til sidst under på en kontrakt med Earache. Hvorfor lige netop dem?
E.G.: Deres tilbud var det mest attraktive af de muligheder, som vi havde på det tidspunkt. Deres bagkatalog taler for sig selv (Carcass, Entombed, Morbid Angel, Napalm Death, m.fl.), og reflekterer vores egne pladesamlinger. Selskabet har en historie, og det var af interesse for os.
Diskant: Jeres nye plade er, som jeres første, blevet produceret af Kurt Ballou (guitaristen fra Converge). Har han haft nogen som helst indflydelse på sangskrivningsprocessen eller jeres lyd generelt?
E.G.: Egentlig ikke. Han er bare en cool fyr, som vi arbejder godt sammen med i studiet, så på det punkt har han naturligvis en indflydelse på, hvordan vores plade kommer til at lyde. Han har dog overhovedet ingen indflydelse på vores generelle lyd som band.
Diskant: For at udgå at sangene skulle ende på nettet, er de 13 sange på promoen til “This Elegy, His Autopsy” delt op i 99 numre. Hvordan har du det personligt med file sharing?
E.G.: Jeg mener, at der både er en positiv og en negativ side til file sharing. Det er godt, at musik nemt kan blive distribueret i så vid udstrækning, men jeg tror også, at der er mange mennesker, som man ikke kan stole på, og at disse mennesker ikke fortsat vil støtte de personer, som laver musikken. Jeg downloader selv musik, og hvis jeg kan lide det, så køber jeg det. Sådan burde det fungere.
Diskant: I er sikkert allerede i fuld gang med at gøre jer klar til jeres kommende tour. Hvad er jeres planer, og inkluderer de Danmark?
E.G.: Vi skal på endnu en Europa-tour inden 2005 er ovre. Vi har et par muligheder, som vi er ved at undersøge, og vi finder forhåbentligt snart frem til en afgørelse. Jeg håber, at vi får muligheden for at spille i Danmark. Vi kørte igennem landet sidste måned på vores vej til Sverige, og det virkede dejligt!
Diskant: Tak for interviewet, og held og lykke med den nye plade.
E.G.: Tak for muligheden for at snakke!