The Joshua Tree revisited
I Eagle Rock Entertainments ‘Classic Albums’-serie har man også fundet plads til U2’s gennembrudsalbum fra 1987, mesterværket The Joshua Tree. Dette er, hvis nogen overhovedet skulle være i tvivl, albummet, der løftede U2 fra en position som et notorisk fænomenalt liveband til en plads blandt rockmusikkens absolutte sværvægtere. Der blev satset stort med The Joshua Tree, for denne gang skulle det altså være. De foregående albums havde solgt mindre godt – helt symptomatisk for U2’s situation var det live-albummet, den glammende Under A Blood Red Sky fra 1983, der havde solgt bedst. Den dynamik og energi, der havde gjort U2 til et stort live-navn (specielt i USA hvor bandet opholdt sig i det meste af 80’erne), skulle nu indfanges i studiet, og lydbilledet skulle udbygges og nuanceres med kyndig hjælp fra lyd-alkymisten Brian Eno og den gennem-musikalske magiker Daniel Lanois. Det gik jo som bekendt bedre end godt, og resten er moderne rockhistorie.
U2 – The Joshua Tree er på mange måder en klassisk ‘bag om værket’-film, hvor tilblivelsesprocessen skildres fra flere forskellige perspektiver. Men fordi albummet efterhånden har 18 år på bagen, er det samtidig et nostalgisk tilbageblik på en tid, hvor verden så anderledes ud – og en tid hvor U2 både lød helt anderledes og så ganske anderledes ud, end de gør i dag. Den gængse doku-stil får derfor ekstra underholdningsværdi, når Bono og co. – med vigende tindinger og små gråsprængninger i hårpragten – konfronteres med deres egen gøren og laden for snart to årtier siden.
DVD’en består af 11 kapitler, hvoraf de fleste knytter sig til en bestemt sang på The Joshua Tree. Således har ‘Where The Streets Have No Name’, ‘I Still Haven’t Found What I’m Looking For’, ‘With Or Without You’, ‘Bullet The Blue Sky’ og ‘Running To Stand Still’ (altså hele albummets berømmede side 1) fået deres helt egne, respektive kapitler. Dette gælder også for enkelte knap så højt profilerede numre som fx ‘Exit’ og ‘Mothers Of The Disappeared’. De resterende kapitler fokuserer på afgørende faktorer såsom den store amerikanske inspiration og producer-duoen Eno/Lanois. Filmen indledes desuden med en hyggelig fan-kommentar fra Elvis Costello, der mindes, hvordan han købte The Joshua Tree ved midnat på udgivelsesdatoen – og i begejstring hørte albummet igen og igen hele natten igennem.
U2 – The Joshua Tree varer ca. 60 minutter, og man keder sig ikke på denne tur rundt i albummets skabelsesberetning. Mange af sekvenserne finder sted bag mixerpulten, hvor især Lanois, Bono og The Edge drejer på knapperne og skruer op og ned for de forskellige spor på de gamle masterbånd, mens de beretter om den komplekse og abstrakte arbejdsproces, der førte frem til det færdige album. Udover de mere velkendte spor, som egentlig er ret interessante at høre i deres rene ‘ur-form’, introduceres vi bl.a. også til et absurd violin-loop samt et veritabelt horror-spor med baggrundsvokal fra Brian Eno – ingen af disse blev nogensinde en del af det færdige album. Af andre opsigtvækkende oplysninger kan det nævnes, at trommerne på ‘I Still Haven’t Found’ ifølge Lanois er tyvstjålet fra en gammel Weather Girls-sang (og jo, det er dem med ‘It’s Raining Men’). Spildprodukter og grundstødte ideer har der angiveligt været rigeligt af, hvis man skal tro d’herrer i U2 samt deres navnkundige producere. Tilblivelsen af The Joshua Tree fremstår i det hele taget som en gigantisk kreativ kraftanstrengelse, der virkelig satte både fantasien og det interne sammenhold på alvorlige prøver undervejs. Og denne lille film kommer fint rundt om det meste af denne proces.
Studie-sekvenserne er blandet med billedmateriale fra perioden sidst i 80’erne, oftest optagelser fra ‘The Joshua Tour’ i USA – og oftest allerede kendt materiale fra U2’s biograffilm, Rattle & Hum (1988). Af og til er der også afstikkere, der er med til at anskueliggøre den store påvirkning fra USA, især stemningerne fra landets sydvestlige ørkenområder, hvor man også fandt motivet til coveret. Bl.a. fortæller den kendte rockfotograf Anton Corbijn om ideerne og arbejdet bag cover-designet. Det er som antydet primært Bono, The Edge, Eno og Lanois, der får plads i filmen. Mullen og Clayton dukker momentvis op med et par betragtninger, mens de øvrige medvirkende bl.a. tæller manager McGuinness og mixer Steve Lillywhite. Bono beretter med alvorstung storhed i stemmen om albummet og tiden; hvor irsk musikken er i sin sjælfulde melankoli, og hvor off-beat og innovative U2 var i slutningen af 80’erne. Det er til tider lige før, at man får nok af U2-forsangeren – men dejligt afvæbnende er det til gengæld, når han gennemrystes af myrekryb over at høre et nøgent vokalspor med sin egen indlevelsestunge røst anno 1987. Interessant er det også at høre om Daniel Lanois’ store betydning for albummet. Hans detaljerede sans for instrumentering, hans smittende musikalitet og hans store udstråling gjorde angiveligt, at bandet simpelthen spillede bedre, når han var til stede. Larry Mullen siger lige ud, at Lanois var bandets første producer, der interesserede sig for rytmesektionen – tag dén, Steve Lillywhite! Ligeledes er det spændende at høre den intellektuelle Eno formulere sine oplevelser omkring den kreative proces. The Edge’s bidrag er også meget vigtige for filmen, fordi han er Musiker med stort M. Han kan godt tale om USA og politik, men han vil langt hellere tale om guitarfigurer og komposition. Der er herlige sekvenser med den sympatiske guitarist, hvor han skruer på knapper og spiller med på guitar foran pulten, mens han med stor entusiasme fortæller om at skabe fysiske steder med lyd. Mullen og Clayton får som nævnt alt for lidt plads – og på meget skuffende vis er det som om, at Adams fede bas-spil på The Joshua Tree totalt negligeres i filmen.
Skuffende er det også, at filmen ret ensidigt fokuserer på albummets hits – eller simpelthen side 1 på den gode gamle vinyl-udgave. Undertegnede har haft sit eksemplar siden udgivelsesåret og har således et vældig langt samliv på godt og ondt med pladen – som vel at mærke er HELE The Joshua Tree. Med tiden bliver man særlig glad for side 2, fordi side 1 består af alle de mest gennempryglede travere (det er stadig brillante sange, så det er kærligt ment!) Men flotte og medrivende sange som ‘One Tree Hill’, ‘Red Hill Mining Town’, ‘Trip Through Your Wires’ og ‘In God’s Country’ bliver faktisk slet ikke udforsket. Det er immervæk næsten halvdelen af albummet!!! I stedet har man til sidst valgt at fokusere på ‘Where The Streets Have No Name’-singlens B-side-nummer, ‘The Sweetest Thing’, som i en omarrangeret version blev et hit i 1998. Det har man tydeligvis valgt at gøre for at trække en linje op til U2 i dag – og man slutter hele molevitten af med denne forholdsvis nye video. Det er jo fint og harmonisk tænkt med en hurtig fremperspektivering som afslutning, men når man samtidig ignorerer en så stor del af det album, man bilder sig ind at portrættere, så trækker det prioriteringen en smule skævt. Og det trækker altså også ned, når undertegnede skal dele røde prikker ud.
På trods af disse mangler er denne lille dokumentar alt i alt både underholdende og interessant. Inspirationskilderne samt bandets og producernes arbejdsproces bliver belyst ret grundigt, og man spilder ikke sin tid i den time, det varer – men for fremtiden kunne Eagle Rock-folkene måske overveje at tage flere af albummets sange i direkte betragtning og måske udvide spilletiden til 1½ time. Det ville signalere mere eksklusivitet og seriøsitet og give mere dybde – og det er lige nøjagtig sådan noget, man går efter, når man vælger at investere i dokumentarfilm. Til sidst en lille service-oplysning til ikke-engelskkyndige: DVD’en tilbyder ikke danske undertekster.
