Forrygende singleudspil fra Arctic Monkeys
”I bet you look good on the dancefloor” skråler forsanger og guitarist Alex Turner på singlens første skæring. Det er jeg nu ikke så sikker på jeg gør, men jeg er da villig til at gøre et forsøg til Arctic Monkeys’ forrygende dansable punkede partyrock. Åhh nej stop, tænker du nok, ikke endnu et af de der ligegyldige britiske bands, der kopierer hinanden fordi det netop er den stil, der er in lige nu! For nogle år siden var det klynkerocken, vi hårdt kæmpende skulle igennem, og nu er det åbenbart den hurtige og feststemte rock. Ja, tanken er forståelig nok og faren for oversvømmelse i Storbritanien skyldes hverken den buldrende efterårsregn eller smeltet indlandsis. Nej, den virkelige fare for oversvømmelse ligger i alle de partyrock-bands, der skyder op som svampe og truer med at tynge landet så meget under sin vægt, at hele øen er i akut risiko for at synke i Atlanterhavet. Gør dog noget, Tony Blair!
Skulle dette frygtelige scenario blive til virkelighed ville mine tre redningskranse gå til Arctic Monkeys og Art Brut og så må navne som Franz Ferdinand, Maximo Park, Editors, Kaiser Chiefs og Bloc Party slås om den sidste – just for the fun of it.
I Bet You Look Good On The Dancefloor er en single, og som sådan ikke noget vi plejer at ofre tid på udover i nyhedssektionen. Men ingen regel uden undtagelser – og i dette tilfælde hedder undtagelsen altså Arctic Monkeys og kommer fra Sheffield i England. De fire fyre blev signet til Domino Records så sent som i juni i år, og i denne uge er de strøget direkte ind på den engelske single-hitlistes førsteplads og videre op i de højere luftlag – for det er da der, de må befinde sig lige pt., hvor de uden at have et album – men dog en EP – i bagagen spiller for udsolgte huse i England. Efter sigende bliver billetter til under 10£ solgt for 50£ udenfor spillestederne.
”Lighting the fuse might result in a bang, with a bang – go!” synger Alex Turner lige inden omkvædet på åbningsnummeret ”I Bet You Look Good On The Dancefloor”, og det er lige hvad det gør. Ballet åbnes med et BANG af de større, og de lidt over 10 minutter, de tre sange som singlen består af varer, flyver af sted med en fart, der ville gøre Michael Schumacher grøn af misundelse. Musikken er catchy og omkvædene nogen man kan synge med på, og undertegnedes tanker flyver straks over på bands som The Clash og The Smiths.
Efter den snerrende guitar og de hurtige trommer på åbningsnummeret sættes tempoet ned på ”Bigger Boys and Stolen Sweethearts”. Stille og roligt ledes vi igennem bandets kvaler med piger og højere fyre ”with more of a wit”, der napper ”the birds” lige for næsen af dem.
Singlens sidste nummer, ”Chun Li’s Spinning Bird Kick” er, udover åbningsreplikken ”Show us your special move”, et rent instrumentalt nummer. Det er som taget ud af en detektivfilm, og man føler, man løber ned af gaden enten som den jagende detektiv eller som den forfulgte forbryder. Ikke siden Shaft er der blevet lavet så fedt et theme.
Tidligere har mange af Arctic Monkeys’ sange ligget frit tilgængeligt på bandets hjemmeside. Dette er ikke tilfældet længere, men rygtet siger, at de ikke lader sangene fra denne single noget tilbage.
Efter opblomstringen af Arctic Monkeys er mange af de øvrige britiske party-rockere nok nødt til at finde andre græsgange og enten emigrere til USA eller det øvrige Europa. På den måde undgås ovenstående scenario også på bedste vis.