Opløftende Ondskab
Ikke nogen følsom melodisk intro her, men fra 0 til 666 km i timen på absolut ingen tid! Engelske Akercocke tonser deres sataniske klove lige i dit fjæs, når du sætter deres nyeste plade Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone på. Dog får du lov til at puste en smule ud fra tid til anden, da den ulasteligt habitklædte kvartet i denne omgang har ladet de progressive – altså mere tilbagelænede og melodiske – elementer få betydeligt mere plads her end på forgængeren Choronzon, der var et studie i sonisk ondskab.
På Words… er der en storstilet episk stemning, som trænger sig på som et ekstra lag ovenpå Akercockes aristokrat-satanistmetal, hvilket resulterer i en fornem dynamik pladen igennem. Kontrasterne gør de stille stykker endnu smukkere og de grumme passager om muligt endnu mere brutale, men det er aldrig sådan, at dynamikken bliver for skinger og forceret. Progression er et nøgleord her, og det mærkes tydeligt i sanger Jason Mendoncas store vokale bredde; det ene øjeblik griner han som en fortabt galning, det næste synger han inderlig skønsang, og det næste igen skriger han som en banshee på amf! Instrumenteringen er upåklagelig, og det bør nævnes, at trommeslager David Gray indspillede alle sine ting på blot to timer i hug – det er klasse!
I modsætning til et band som Dream Theater, der påstås at spille progressiv metal, men for det meste nøjes med at fylde deres plader med klæge egosoli med meget lidt sjæl og dybde, fornemmer man stort set hele tiden, at der er meget på spil for Akercocke. Jeg har desværre svært ved at sætte en finger på, hvad deres budskaber går ud på, da teksterne ikke lige er sådan at dechifrere. Men hovedessensen kan nok godt sammenfattes til ”I shall exercise my right to be hateful!”, som det proklameres på ’Eyes of the Dawn’. Det korte mellemspil ’Dying in the Sun’ giver også et glimrende fingerpeg om pladens stemning: lyden af dæmoner, der mæsker sig i retskafne sjæle. Nammenam!
Når alt kommer til alt er Words… dog langt fra en deprimerende plade. I modsætning til meget metal, der gør sig bedst spillet live, er dette også et værk, der egner sig fremragende til masser af gennemlytninger hjemme på anlægget. Det nederdrægtige og graciøse byder hinanden op til rytmisk dans, og afkommet er en ærefrygtindgydende falden engel.
