14.12.05 – Non Phixion og Jedi Mind Tricks – Amager Bio

jedimindtricks-usa-press2006-300x300

Hård hiphop i biografens mørke

De fleste børn er meget spændte på at se julemanden for første gang. Jeg glædede mig også som et barn til juleaften for at komme til at se nogen meget vrede, politiske og udsædvanligt aggressive julemænd i form af Non Phixion og ikke mindst Jedi Mind Tricks.

For dem der ikke er bekendte med de to bands, er Non Phixion et hårdt slagt i ansigtet fra hiphop-undergrunden i Brooklyn. De er ekstremt kompromisløse og aggressive i deres stil, og har rygte for at være forrygende live!

Jedi Mind Tricks der gæster Danmark for første gang er fra Philadelphia, og er repræsentanter for den såkaldte horror-core genre. Den kendetegnes ved at teksterne er paranoide og meget voldelige og beats’ene ekstremt stemningsfulde. Så det var med forventningerne helt i top jeg drog mod Amager Bio, for at opleve noget af det mest kompromisløse og hårdtslående amerikanske undergrundshiphop der er blevet udgivet i lang tid.

Det var et publikum der sitrede af forventning, og der var en god stemning i salen mens DJ Noize varmede op med at spille klassikere og nye hits. Han havde dog lidt svært ved at få folk med, da der var mange, der stadig var ved at ankomme til koncerten.

Ca. en time senere gik Noize af og lyset blev dæmpet, og til tonerne af “Black Sabbath” med nummeret “Black Sabbath” gik Non Phixion på. Hurtigt blev heavien skiftet ud med hårde guitarsamples og scratches.

Non Phixion lagde hårdt ud med “CIA Is Trying To Kill Me” fra pladen Future Is Now fra 2002, som i liveudgaven er præget af guitar og væsentlig mere rå end albumversionen.

N.P spillede med stor energi og havde en god kontakt med publikum, og specielt rapperen Sabac Red var god til at få folk til at hoppe og råbe, i få øjeblikke blev der næsten for meget snakken til publikum og for lidt musik. En ting der skal fremhæves var førnævnte Sabac Red der freestylede, over at spille i København. Her fik han både nævnt at Jedi Mind Tricks skulle spille, at Noize havde fyret den af, og sidst men ikke mindst, at han var sur på den danske regering, fordi de vil lukke Christiania.

Det var meget imponerende og virkede som om han rent faktisk havde sat sig ind i situationen, dette var også noget publikum kunne lide. Publikum var generelt med hele vejen, men tabte lidt af energien i løbet af koncerten. Dette kan måske være fordi der var endnu en koncert i vente. N.P spillede lidt under en time, og publikum gav dem et stort bifald, for det havde alt i alt været en fed koncert med god energi fra Non Phixion.

Noize kom på igen og spillede en halv times tid inden Jedi Mind Tricks gik på. Denne gang havde han publikum meget mere med, end han havde i sit første sæt.

Nu var vi nået til, hvad der for mange var aftenens højdepunkt, Jedi Mind Tricks første koncert i Danmark. Scenen blev mørklagt og dystre orgeltoner gjaldede ud af højtalerne, og i selskab af Slayers “Angel Of Death” kom Crypt The Warchild Løbende ind på scenen med en flaske cognac i hånden og bad folk om at lave noget fucking larm! Og så larmede vi. Bandets eneste rapper Vinnie Paz kom på lige efter (Warchild var med som hjælper og gjorde det rigtig godt). Derefter gik de i gang med et show, der næsten havde mere energi end Non Phixions.

Højdepunktet var da de spillede “Blood In Blood Out” fra Visions Of Ghandi fra 2003 her blæste de virkelig publikum op mod endevæggen. Men J.M.T brugte ligesom Non Phixion lidt for meget tid på at tale med publikum, og det gik lidt ud over deres sæt. Dette resulterede i, at de spillede korte versioner af nogle af deres numre. Men på den anden side blev der stagedivet, råbt, hoppet og danset som aldrig før. J.M.T leverede virkelig et show i høj klasse, og vi er mange der håber på at de snart besøger lille Danmark igen.

Koncerten blev afsluttet med, at begge bands gik på og fyrede et par ekstranumre af sammen, en god afslutning på tre en halv times hardcore hiphop, som viste to bands i topform der kunne få Amager Bio til at kaste hænderne i vejret hele vejen igennem.

More from Morten Malmros Jespersen
Anden: Soevnloes
  Kedelig rapdebut af Anders Matthesen I 1975 blev der født en...
Read More
0 replies on “14.12.05 – Non Phixion og Jedi Mind Tricks – Amager Bio”