Vi er på vej ind i abernes tidsalder
I forbindelse med min anmeldelse af singlen til ”I Bet You Look Good on the Dancefloor” sendte jeg Franz Ferdinand, Editors, Kaiser Chiefs m.fl. i ufrivilligt eksil på det europæiske kontinent. Der kan de godt blive, for nu er de britiske øer de arktiske abers legeplads – og det er dem, der bestemmer hvem der må være med. Sådan er reglerne.
På Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not fortsætter Arctic Monkeys nemlig i samme stil som på den forrygende første single. Der er ikke noget nyt at spore i Arctic Monkeys’ univers, og sangene er simpelt bygget op omkring ganske få akkorder, men samtlige sange er forbandet catchy og teksterne nemme at synge med på. Lyden er bevidst holdt beskidt, og det er til tider svært at høre forskel på albumversionerne og de demoversioner, der har ligget frit tilgængeligt på nettet.
Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not er punket party-rock når det er bedst, og der er ikke et eneste dårligt nummer på albummet. Hele vejen igennem holder Arctic Monkeys en så høj standard, at de sammenligninger med det ene store band efter det andet, der fyger gennem luften bestemt ikke er ufortjent. For at undgå at skabe mere kaos på de i forvejen sneklædte danske veje vil jeg derfor ikke føje flere navne til – blot sige at størstedelen af de britiske partyrockere bør holde sig inden døre i den kommende tid, der uden tvivl kommer til at stå i abernes tegn.
Siden debutsinglen strøg direkte ind som nummer et på den britiske singlehitliste, har forventningerne mildt sagt været høje. Arctic Monkey’s er blevet hypet på et hidtil uset niveau – selv for britiske standarder. Albummet starter ganske rammende med teksten: ”Anticipation has a habit to set you up / For disappointment…”. Forventninger, der må have ligget som en tyngende kappe over bandet, men som de ikke desto mindre lever op til. Med numre som ”Fake Tales of San Francisco” med den guitarfræsende afslutning, den afdæmpede ”Riot Van” og den fængende live-favorit ”Mardy Bum” og mange flere, har Arctic Monkey allerede de næste mange hits klar.
Indenfor teosofien taler man om, at vi lige nu bevæger os fra fiskens tidsalder til vandmandens. Efter at have hørt Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not er jeg sikker på, at den kommende tid kommer til at stå i et helt tredje dyrs tegn.
