Cat Power lyser klarere end nogensinde
Til trods for titlen på Chan Marshall’s syvende album under aliasset Cat Power er der ikke tale om nogen opsamling. Men skulle hun udgive en opsamling med karrierens bedste numre på tidspunkt, kunne flere af numrene nu rent faktisk godt komme med. Selvom albummet er indspillet på en uge, er der nemlig her tale om et umådeligt smukt album med Chan Marshalls indlevende vokal og afdæmpede piano i forgrunden på de fleste af numrene – det til trods for hun til indspilningerne har allieret sig med Al Green’s velspillende gamle Memphis soul band, der ligger som en synlig skygge over hele albummet.
Stemningen er sørgmodig på The Greatest, men aldrig mere end at man altid har hovedet oven vande. På ”After All” høres således flere gange fløjten i baggrunden, og ”Islands” er næsten et glad lille countrynummer, der kun holdes nede af en afdæmpet slide guitar og Chan Marshalls sang om evig søvn.
Albummet indledes af det bedårende smukke titelnummer, der med de evigt tilstedeværende violiner vækker mindelser til Henry Mancini og Johnny Mercer’s klassiker ”Moon River”. Et nummer, der som flere andre numre, trækker sin lytter dybt ind i musikken og Chan Marshalls sexede stemme og gør, at man glemmer alt om andre gøremål. Tiden bevæger sig langsomt af sted, men alligevel keder man sig ikke, men glædes blot over den ynde næsten hver sang er fremført med.
Udover titelnummeret træder ”Lived In Bars” og ”Moon” frem som de klarest lysende stjerner på Cat Power’s vinterhimmel. En himmel, der rent faktisk er lysere end den plejer når man tilbringer tid sammen med Chan Marshall’s alias – det til trods for, at nogle af emnerne i sangene er selvmord, misbrug og jalousi.
Det er nærmest at begå hybris, at kalde et ’regulært’ album for The Greatest… Dog ikke i dette tilfælde og det lader da heller ikke til den opfølges af den ellers så uundgåelige nemesis.
