En oplagt humørspreder indtog Rust
Lørdag aften kl. 22.30 gik en yderst veloplagt Kenneth Thordal sammen med sit band, Strandvaskerne, på scenen for at underholde gæsterne på Rust, der i den anledning var mødt talstærkt op. Og de fik i den grad hvad de kom efter, for hr. Thordal virkede afslappet og godt tilpas i en grad der gjorde, at man ikke andet end kunne blive i godt humør af hans selskab.
Inden musikken begyndte smed Kenneth Thordal en række lister med titlerne på hans sange ud til publikum, der så styrede hvilke der skulle spilles og i hvilken rækkefølge de skulle spilles i. Derfor startede koncerten da også med to af Skåret ud i pap‘s bedste numre: ”Op i røg” og den vidunderlige duet ”Toget Til Island”. Derefter fulgte Thordal’s fordanskning og frie fortolkning af Aqua’s megahit ”Barbie Girl”, som han også spillede til den nylige uddeling af Steppeulve i Store Vega. I Thordal’s humoristisk samfundskritiske (?) version er titlen ”Barbie Tøs”, og den blev leveret til højlydt latter blandt publikum og efterfølgende stort bifald.
At det netop skulle være disse tre numre, der åbnede koncerten var egentligt ganske forudsigeligt, eftersom det var publikum der havde udvalgt numrene – normalt ville de tre valgte numre ellers have fungeret godt som ekstranumre. Derfor var det også med bange anelser fra undertegnedes side, at koncerten fortsatte. Nu var de numre en del af publikum formentligt havde glædet sig til allerede blevet afleveret. Anelserne blev dog gjort til skamme allerede under aftenens to næste numre, hvor calypso-stemningen fik frit løb og en veltilpas Kenneth Thordal lagde guitaren til side og dansede lettere kejtet, mens publikum skrålede med på ”Min X”, der er en kommentar til Hanne Vibeke Holst’s ‘battle’ med et par fremtrædende danske rappere sidste år: ”Min x har nemlig givet mig lov til at bearbejde min sorg, så nu siger jeg møgluder. Det er nærmest en slags terapi. Jeg rapper det jo bare fordi, hun dolkede mig, den møgluder.” Senere blev der også sunget med på ”Lille Marlen”, hvor Strandvaskerne fik besøg af en violinist, der indtil da havde befundet sig blandt publikum. Tre numre med violin blev det til, og det var ikke et nummer for lidt.
Om denne inddragelse af en violinist var et planlagt stunt eller om det rent faktisk kun skete, fordi én blandt publikum ønskede noget med violin er svært at sige. Men faktum er, at Kenneth Thordal og Strandvaskerne er så velsammenspillet, at der helt sikkert ville have været plads til den form for improvisation. Den afslappede stemning dette munder ud i er, sammen med Kenneth Thordal’s underholdende historier mellem numrene, med til at gøre, at man som tilskuer følte sig i godt selskab.
”Jeg drømmer faktisk tit om at synge nogen glad”, synger Thordal på nummmeret “Sort”, og jeg er sikker på, at det ikke kun er denne anmelder, der efter koncerten var lidt gladere end før.
