16.05.06 – Great Lake Swimmers – Loppen

Foto: Ilia Horsburgh
Foto: Ilia Horsburgh

Tony Dekker overvandt for megen snak

Musikalsk er Great Lake Swimmers i familie med folk som Hayden, Will Oldham, Sam Beam, Sufjan Stevens og Damien Jurado. Når sådanne kunstnere spiller, er den sarte stemme og de sigende tekster ofte ligeså vigtige som melodierne, og høj volumen og ørepropper er et sjældent syn. Dette betyder også, at publikum skal være lyttende og ikke larmende, for at koncertgængeren skal få mest muligt ud af oplevelsen. Desværre blev denne koncert skæmmet af alt for meget snak blandt dem, der ikke var kommet for at høre musikken, men for at få en øl.

Dette til trods leverede Great Lake Swimmers, med sanger og sangskriver Tony Dekker i spidsen, en veloplagt og velspillet koncert, der fra de første toner tryllebandt det sparsomt fremmødte publikum, der denne aften havde taget stole med hen foran scenen. Med sin fløjlsbløde stemme sang Tony Dekker sig igennem en stor del af de sange, der var med på sidste års Great Lake Swimmers og Bodies and Minds. En stemme, der til trods for teksternes ofte melankolske indhold gør, at man ikke kan andet end at lade sig opsluge. Udover kendte numre var der også blevet plads til et nyt, der hed noget i stil med ”Your Rocky Spine”, der udmærkede sig ved at være en lille countrysang hvor banjoen fik frit lejde til at galoppere så lystigt den kunne. Et nummer, der allerede nu godt kan forberede sig på at blive en af undertegnedes favoritter, når det næste album med Great Lake Swimmers rammer butikkerne.

Med numre som ”Moving Pictures Silent Films”, ”Faling into the Sky”, ”I Could Be Nothing” og ikke mindst ”Imaginary Bars” har Great Lake Swimmers allerede efter to albums og ganske få år på bagen et så solidt bagkatalog, at de uden problemer kan underholde publikum i mere end en time, hvilket de i høj grad gjorde denne aften. Cirka halvvejs i koncerten lykkedes det endda Dekker og co. at forvandle den øldrikkende og snakkende del af publikum til et øldrikkende og lyttende publikum, til stor lettelse for dem, der var kommet for at se Great Lake Swimmers levere varen.

More from Carsten Fjølner
SLUT: Joe Bonamassa-konkurrence
I samarbejde med Promote It! sætter diskant.dk koncertbilletter til Joe Bonamassa på...
Read More
0 replies on “16.05.06 – Great Lake Swimmers – Loppen”