En ”light” udgave af det britiske barberblad blev overhalet af en dansk blå varevogn.
For et lille år siden spillede de foran 40.000 mennesker i Parken under en opvarmningstjans for U2, og i sidste uge skulle de have spillet for et endnu større publikum i Horsens med Rolling Stones – havde det ikke været for et palmetræ, tyngdekraftsloven, og en vis Keith Richards. Aftenens omgivelser var derfor en anelse mere ydmyge – en onsdag aften på Loppen – men det var alligevel et tændt publikum, der var mødt talstærkt op for at hylde deres britiske helte, Razorlight. Og det blev da også til en sand fest, da kvartetten indtog scenen efter en unødvendig lang ventetid.
Gruppen spillede en blanding af sange fra deres 2004 debut Up all Night og så en håndfuld nye skæringer fra deres næste album Razorlight der udkommer medio juli. Måske for at kompensere for de trange omgivelser, var der blevet skruet ekstra meget op for rumklangen på Johnny Borells meget energiske vokal. Således bandet kunne lukke øjnene og drømme sig væk til det tomme stadion i Horsens, hvor de skulle havde overbevist tusinder af jyder, at de er deres generations Rolling Stones.
Desværre levede hverken bandet eller melodierne op til forventningerne, og det lignede i stedet et klassisk eksempel på udtryk over indhold. Klædt i stramt hvidt fra top til tå, og med guitaren godt op under armhulerne (i bedste Franz Ferdinand-stil), hoppede og skrålede Johhny Borrell forgæves. Der var desværre ikke så meget indhold i det hypede engelske band, som den britiske musikpresse med NME i spidsen, vil have os til at tro. Den positive overraskelse udeblev sammen med forhåbningen om at de udmærkede sange fra debutalbummet, kunne få nyt liv i Loppens intime miljø. I stedet blev jeg overbevist om, at Razorlight hverken er synderlig originalt eller for den sags skyld vedkommende. Det rørte mig simpelthen ikke, selvom det tilbedende publikum af primært relativt unge mennesker vil være dybt uenige.
I min mening burde jublen i stedet have tilfaldt det glimrende danske opvarmningsband, The Blue Van, der længe har flirtet med et gennembrud i USA. Med en rendyrket retro uden de store overraskelser, blev man transporteret direkte tilbage til 60’erne, mere specifikt til en swingerfest mellem The Who og The Kinks. Men hvad The Blue Van – ligesom Razorlight – manglede i originalitet, blev i høj grad hentet hjem i form af en spilleglæde og et band der spillede strammere end Razorlights lidet blafrende bukser. En sand fornøjelse og et internationalt gennembrud værdigt.
På trods af at Rolling Stones kunne have valgt utallige bedre bands til opvarmning, så var der stadig et par numre, der gik rent hjem under Razorlights en-times setlist, især den længselsfulde punk-ballade ”Dalston” og den smukke ”Golden Touch”. Her lød bandet som sig selv, i stedet for konstant at lægge sig op af den britiske post-punk tradition fra 80’erne. De nye sange luftede ikke umiddelbart muligheden for et tiltrængt stilskift, men et par stykker indeholdt alligevel et par fine – om end flyvske – melodier. Den ringe publikumskontakt gjorde dog ikke meget for at overbevise mig om at de (måske forståeligt nok) meget hellere ville havde fodret deres egoer på en kæmpe scene i Horsens, end at glæde det entusiastiske publikum i et udsolgt Loppen.
Razorlight er ikke et dårligt band, og de spillede da bestemt også en acceptabel koncert, men med alt for få bemærkelsesværdige sange og kun en trommeslager der for alvor imponerede, vil koncerten ikke gå over i Loppens stolte historiebog. Aftens store vindere blev stedet det henrykte publikum, og ikke mindst The Blue Van, der stod for aftens desværre alt for tidlige klimaks. Og eftersom vi ikke kom med i fodboldens verdensmesterskab, kan vi i det mindste glæde os over dette hjemmebane resultat. Danmark-England: 1-0.