Vend jer mod nord-øst – der ligger metal-mekka
Hvad siger du til en koncert med både The Haunted, Soilwork, Entombed, Cradle of Filth, Opeth og Satyricon på en og samme dag? Fedt ikke? Hvis man smider Motörhead og Tool oven i hatten, lyder det så ikke som den rene utopi? Måske i Danmark, men ikke i Sverige – den tunge og hårde musiks højborg.
Arrangørerne bag Gøteborg festivalen Metaltown2006! Formåede i år at sammensætte et line-up, der burde være en hver metal-fans våde drøm. 19 bands, 3 scener, 10 timer – det var konceptet bag Metaltown, der i år blev afholdt i frihavnen i Gøteborg med vand på begge sider. Diskants to udsendte drog mod Sveriges næststørste by for at lægge krop og ører til dette hæsblæsende metal-marathon, der kørte nonstop fra tidlig eftermiddag til midnat med ganske korte pauser imellem de optrædende.
Vores bus var knapt nok trillet ind på svensk jord, før vores ekspedition blev sat i stå af to særdeles grundige kvindelige toldere. Allerede her begyndte vores stramt planlagte program så småt at skride. Konsekvenserne gik dog først op for os senere.
Velankommet til Gøteborgs banegård, stødte jeres udsendte på endnu en forhindring. Vi prøvede forgæves at finde festivalpladsen, men gav til sidst op og prajede en taxa, der fragtede os de blot 500m vi havde befundet os fra frihavnen. I bagklogskabens ulideligt klare lys havde det nok været smartere bare at følge strømmen af sortklædte ungersvende.
Få meter fra festivalområdet måtte vi atter væbne os med tålmodighed, da den enorme VIP-kø nærmest ikke bevægede sig ud af stedet. Så meget for VIP-behandling. På den anden side af hegnet, der for os markerede grænseovergange til det forjættede land, buldrede tonerne til åbningsbandet Entombed imod os. Som vores kø sneglede sig frem, måtte vi dog desværre sande, at først Entombed og siden første halvdel af The Haunteds koncert måtte stryges i vores program. Vi følte os ikke ligefrem som Very Important Persons.
Det vi nåede af The Haunteds koncert, bød dog på sikre træffere fra de første album. ”D.O.A.” fra One Kill Wonder og ”Hate Song” fra den selvbetitlede debut var klare højdepunkter, og forsanger Peter Dolving var ferm til kunsten at få gang i publikum.
Metaltowns to hovedscener lå skulder ved skulder, hvilket betød minimal transporttid for publikum mellem scenerne. Derfor kunne Soilwork også fortsætte festen allerede 5 minutter efter The Haunted havde forladt scenen. På samme måde som Haunted, tog Soilwork ikke de store chancer men holdt sig til de åbenlyse publikumsfavoritter som f.eks. ”Follow the Hollow” og ”As we speak”, der da også blev vel modtaget af publikum
I den mere følsomme ende af skalaen sørgede Evergrey for variation i lydbilledet. Tom S. Englunds vokal havde nærmest en snert af soul over sig, hvilket faldt godt i spænd med den melodiske powermetal, uden det dog på noget tidspunkt blev helt vildt ophidsende
Under Evergreys optræden var de blegeste eksemplarer af Gøteborgs trodsige ungdom krøbet ud af deres mørke tilholdssteder og så småt begyndt at stimle sammen foran den anden hovedscene, for at opleve noget så paradoksalt som vampyr-metal i strålende solskin. Cradle of Filths forsanger Dani Filth virkede bestemt heller ikke begejstret for at vise sig inden solnedgang. Alt og alle måtte stå model til en grundig omgang tilsvining fra det læderklædte teenageidol, der lejlighedsvist kvitterede publikums eufori med en spytklat ud over dem, når han da ikke lige på det kraftigste irettesatte lydmanden
Under de fæle blodsugeres audiens, var vores reporter-mavers rumsteren efterhånden begyndt at larme mere end de ellers alt for kraftige højtaleres buldren. Åbenbart spiser det svenske folk kun en ting, når de samles i festligt lag – tvivlsomt grillede pølser aka ”korv”. Hvad der ikke slår en ihjel, bliver man ifølge ordsproget stærkere af, men skidtet skulle jo også skylles ned. Her gav vi op. I Sverige er indtagelse af alkohol ikke tilladt foran scenerne, men kun i dertil indrettede områder. Det var i forbindelse med denne opdagelse, at tanken om en alkoholfri festival ikke føltes helt så blasfemisk. At der tilmed var timelange køer foran de alt for få udskænkningssteder, gjorde bestemt ikke beslutningen sværere
Mens vi så småt begyndte at vænne os til tanken om en festival super-light, havde Danko Jones indtaget scenen. Efter en række jævne koncerter, var det befriende at Danko og Co. med herre-tunge nosser tilførte programmet en solid salve boogierock. Med klap for øjet styrede Danko slaget som en anden sørøverkaptajn med sine alen-lange og meget underholdende anekdoter om rock og rul. På under en time spillede bandet en særdeles tight koncert med en setliste på hele 15 numre, heriblandt ”Lovercall”, Mango Kid” og ”Baby Hates Me”. At Danko Jones måske ikke var det mest oplagte navn til en metalfestival, ironiserede manden selv grundigt over, da han høstede aftenens største antal djævlehorn som optakt til det – ifølge Danko selv – sataniske rock n’ roll nummer ”The Cross”.
Da efterdønningerne af testosteron-eksplosionen Danko Jones havde lagt sig, var det Opeths tur til at fyre op under kedlerne foran det så småt mørbankede publikum. Efter en udflugt i boogie-land, var der igen metal på programmet. Opeths komplekse prog-metal faldt i god jord hos de mange fans. Bandet spillede sange fra hele bagkataloget, med ”The Leper Affinity” og ”Deliverance” som klare højdepunkter. Selvom Opeths optræden var domineret af ond growl, var der også plads til humor, da frontmand Mikael Åkerfeldt med et glimt i øjet inviterede hele Metaltown til fest på det nærliggende krydstogtskib – komplet med gratis sprit
De norske mørkemænd i Satyricon skulle lukke den lille scene, der var placeret i frihavnens lagerhal, og som ellers havde været forbeholdt upcoming bands i løbet af dagen. Efter et rekord sceneskift på ca. 5 min. og en lyn-intro, kom forløsningen for de mange fremmødte i den lille hal. Satyr og hans drenge buldrede derudaf med dagens absolut hårdeste musik.
Motörhead trak dog i os, og vi måtte efter få numre forlade lagerhallen, og overgive os til vorte-rockens urfader. Lemmy var desværre en smule forkølet , men resten af bandet kompenserede med ekstra mange guitar- og trommesoli. En svedig gæsteoptræden af Danko Jones og en ukendt men særdeles storbarmet sangerinde samt afslutningsnumrene ”Ace of Spades” og ”Overkill” satte et perfekt punktum for dette legendariske bands koncert.
Endelig nåede vi frem til festivalens hovednavn Tool, der i deres sædvanlige kryptiske facon spillede et udvalg af deres bedste numre. Kontakten til publikum var på et minimum og lyden meget ulden, med alt for meget plads til trommerne i forhold til resten af bandet. Til gengæld spillede bandet stort set fejlfrit, med plads til improviserede indslag, da teknikken på et tidspunkt fejlede.
Og så var det sket. Efter 10 timer med en række af verdens bedste metalbands, var Metaltown nået til vejs ende. Jeres udsendte måtte efter at have været hele programmet igennem erkende, at lutter topnavne ikke alene medfører en topfestival. Musikken var for det meste over middel med få svipsere og adskillige imponerende optrædender. Til gengæld kunne der sagtens have været flere mad- og drikkeboder, så de lange køer kunne være undgået. Forhåbentlig tager arrangørerne næste år ved lære af disse skønhedspletter, der på ingen måde var alvorlige nok til at spolere en dag med masser af fuldfed tung musik. Metaltown 2006! var ikke for godt til at være sandt. Men det var tæt på.
[nggallery id=42]
