Mega Monster Mastodon-tisk!
Nu er den her: Det ultimative bevis pÄ, at man ikke bliver svigermors drÞm af at spille rockmusik. Men hvem har egentlig ogsÄ lyst til at se dengser spille rock? Helmut Lottis Elvis-eskapader har i hvert fald ikke givet mig blod pÄ tanden. De fire gutter i pirat-metalbandet Mastodon er til gengÊld sÄ langt fra at vÊre pÊne og velfriserede, at knÞsen Helmut kommer til at fremstÄ sÄ steril, at der ikke er noget liv for ham udenfor den petriskÄl, han har befundet sig i hele sin karriere. Og sÄ ikke et ord mere om ham.
The Workhorse Chronicles er Atlanta-bandets fĂžrste DVD, og sikken en! Med en spilletid pĂ„ godt tre timer er den tungt pakket med guf for enhver Mastodon-fan, men langt de fleste yndere af moderne metal og nyskabende rock i det hele taget vil med stor sandsynlighed ogsĂ„ kunne nyde denne udgivelse â og mĂ„ske endda melde sig under fanerne i den hastigt voksende skare af tilbedere.
Skiven er delt op i to hoveddele. For det fÞrste en dokumentar, hvor bandet fortÊller om sig selv og hinanden og ikke mindst fjoller rundt, sÄ man klasker sig i skÞdet af grin. For det andet fÄr man live-optagelser af stort set samtlige sange, Mastodon har udgivet, kun med undtagelse af deres to instrumentale numre.
Dokumentaren er den mest underholdende, jeg har set siden Nirvanas fantastiske Live! Tonight! Sold out! Bandet tĂ„ger rundt, som var de stadig teenagere, og der gĂ„r ikke mange Ăžjeblikke mellem de utallige platte indslag. Selvom graden af seriĂžsitet ligger pĂ„ et minimum, fĂžles det aldrig kunstigt â sĂ„dan er de rent faktisk. Specielt guitaristen Brent Hinds fremstĂ„r som en yderst festlig fĂŠtter, der ryger smĂžger gennem nĂŠsen, giver hovedparten af sin interviewdel bag et brusebadsforhĂŠng og desuden har tatoveringer af monstre over det meste af sin krop. Og sĂ„ har han Ăžgenavnet Gassius Clay â deres tourbus kaldes desuden âthe fart boxâ… Bill Kelliher, den anden guitarist, er ogsĂ„ glad for tattoos samt computerspil og Star Wars-figurer, der optager det meste af pladsen i hans hjem (hvilket man ser samtidig med, at han lidet trovĂŠrdigt pĂ„stĂ„r, at han ikke er nĂžrd).
Trommeslager Brann Dailor har ogsĂ„ tusch pĂ„ en pĂŠn procentdel af sin krop, der stĂ„r i skarp kontrast til hans babyface, og sĂ„ har han en meget ironisk og ubekymret attitude overfor det meste. Hans instrumentale evner er nĂŠrmest umenneskelige, men han virker totalt uimponeret over sit eget talent. Bandet synes i det hele taget fuldstĂŠndig fri for stjernenykker og er bare glade â nĂŠrmest ydmyge â over at have fĂ„et succes med det, de elsker allermest. Det gĂŠlder ogsĂ„ for bassist og frontmand Troy Sanders, der dog fremstĂ„r noget mere sky og indadvendt end hans bandkammerater.
Efter prĂŠsentationen fĂ„r man historien om bandets dannelse og hĂžrer om, hvilke bands, de hver isĂŠr slog deres folder i tidligere. Specielt interessant er det, at Dailor og Kelliher begge var med i kult-metalcorebandet Lethargy, hvilket man godt kan fornemme pĂ„ Mastodons tidlige sange fra Lifesblood-EPâen. Man fĂ„r ogsĂ„ at vide, at bandet oprindeligt havde en decideret forsanger, der dog kun var med i nogle fĂ„ mĂ„neder og sagde stop en uge fĂžr en tour, sĂ„ Sanders og Hinds mĂ„tte pĂ„tage sig grynt og skrig pĂ„ rekordtid.
Herefter fĂžlger sĂ„ to timer med smadder for alle pengene, nĂ„r hovedparten af Mastodons sange fremfĂžres live fra en rĂŠkke forskellige koncerter. Lyd og billede er for det meste ikke noget at rĂ„be hurra for, men energien og samspillet er upĂ„klageligt, og det generelle kompositoriske niveau er allerede fra de tidligere dage ĂŠrefrygtindgydende, om end det stiger stĂžt, som man kommer igennem den kronologiske fremfĂžring af sangene. Ind i mellem kommer bandet ogsĂ„ med anekdoter om sangskrivning og indspilning som smĂ„ pusterum i den voldsomme afstraffelse af seerens syns- og hĂžresans. Endelig fĂ„r man ogsĂ„ bandets musikvideoer, der bortset fra den seje âBlood and Thunderâ ikke er videre interessante.
Til september udkommer Mastodons nĂŠste album Blood Mountain, og denne DVD kommer pĂ„ det klassiske tidspunkt op til det nye album, sĂ„ fans har noget nyt men i virkeligheden gammelt at investere i, mens de venter pĂ„ noget reelt nyt. The Workhorse Chronicles er absolut ikke nogen lunken mellemvare, men en udgivelse helt pĂ„ hĂžjde med Mastodons studiealbums. Ok, lyd og billede kunne godt have vĂŠret en del bedre, men pĂ„ den anden side giver de hĂ„ndholdte optagelser, der udgĂžr to tredjedele af live-materialet, et autentisk billede af et band, der begynder helt fra bunden og arbejder sig stille og roligt op mod stjernerne. SĂ„ selv om Brent Hinds introducerer Workhorse med ordene âWork fucking sucks!â ligger der alligevel en enorm mĂŠngde arbejde bag historien om Mastodons succes. Af den sĂŠrlige slags, pĂŠne drenge og piger absolut ikke kan se fornuften i. De fleste andre burde til gengĂŠld kunne se det sjove.
