The Dears: Velkomponeret, vedkommende og fængende
Med et velkomponeret og stramt fokuseret show, fornem pop-sensibilitet og hang til det dramatiske fastholdt Montréal-bandet, The Dears et mindre publikum på Vega denne mandag aften i august. Det seks mand store band spillede sig igennem elleve numre, hvoraf de fem første var fra det kommende album, Gang of Losers. Disse blev spillet uden introduktion, men med adskillige guitarskift og ikke mindst i et lydniveau, der fik Vegas personale til at lede efter flere ørepropper til et hungrende publikum.
At The Dears ikke er det mest udadvendte band illustreredes ved, at de kompromisløst og uden behagetrang lagde ud med en håndfuld numre, som endnu ikke er udkommet. Dette blev gjort uden forklaring, men dermed også uden nogen form for reklame, hvilket kunne have været oplagt, da Gang of Losers udkommer om to uger. Generelt blev der ikke talt meget til publikum fra The Dears’ side og den manglende snakkesagelighed blev afslutningsvis kommenteret af forsanger og guitarist, Murray Lightburn. Han indrømmede, at han ikke var den talende type, men sådan var det bare, ”That’s just how I roll” og det var faktisk meget godt, for dermed blev der plads til The Dears’ fokuserede musikalske udfoldelser.
Scenekanterne blev udfyldt af de to kvindelige keyboardspillere, Valérie Jodoin-Keaton og Natalia Yanchak, som udgjorde fundamentet og lagde grundtonen for The Dears. Denne konstruktion spiller en central rolle i den til tider drømmende musik og det stabile fundament tillod de to guitarister at foretage længere soloekskursioner, hvilket gav de sensitive numre en større skarphed og mere kant. Lightburn er en intens og karismatisk forsanger og indlevelse og professionalisme var i højsædet hos ham såvel som hos resten af bandet.
Blandt de nye numre, der blev spillet var den taktfaste og fængende ”Ticket to Immortality”, der egnede sig glimrende som åbningsnummer. Derudover skal den politiske ”Whites only Party” og ”There goes my Outfit” også nævnes. Det var dog først med ørehængeren ”Lost in the Plot” fra No Cities Left, at publikum kom rigtigt i gang og derefter gradvist blev mere tændt. Et andet nummer, der udløste bifald var den følsomme duet ”22: The Death of all Romance.” Her åbnede Yanchak med en artikuleret og inderligt monoton vokal, som blev fulgt op af Lightburns emotionelle røst i en fin vekselvirkning. Desværre forsvandt især Yanchaks vokal en anelse på grund af det høje lydniveau.
En anden kending fra No Cities Left var ”Never Destroy Us”, der karakteristisk for The Dears ligger harmonisk ud med tværfløjte og blød korsang, der understøtter Lightburns vokal. Nummeret bygger langsomt op og ender til sidst i et vanvittigt, smukt og kaotisk støjinferno, hvor der for alvor var brug for ørepropperne. Denne opbygning karakteriserede de enkelte numre såvel som koncerten som helhed.
Inden det blev tid til et ekstranummer, leverede The Dears en omgang altomfavnende elektronisk støj primært skabt af Lightburn og guitaristen Krief, der længe lå på knæ ved deres pedaler. Denne bølge af støj strømmede ud over publikum og fungerede som bro til det enkelte ekstranummer. Her løsnede The Dears lidt op for den ellers ganske minimalistiske fremtoning og hengav sig til en jamsession, hvor der blev spillet lidt reggae, blues og Ennio Morricones tema til The Good, The Bad and the Ugly, inden det sidste guitarbombardement blev fyret af.
Til trods for at der ikke blev talt meget, hvilket medvirkede til at give The Dears et lidt indadvendt udtryk, var bandet tilstede og deres nærvær viste sig i deres mimik og musikalsk i deres fokuserede optræden. De nye numre fungerede godt, selvom det langt fra var alle, der kendte dem og de gamle numre blev leveret med sikre hænder af indie-popsnedkerne fra Montréal. Lightburn, der som nævnt, havde været meget stille gennem hele koncerten, sluttede af med en tur langs scenekanten, hvor han gav hånd og hi-5’s til de nærmeste og fortalte, at han glædede sig til næste gang. Efter de nye numre og præstationen i aften at dømme er det ret sikkert, at der bliver en næste gang og det bliver ikke uinteressant at høre mere til The Dears.
