26.09.06 – Thomas Buttenschøn – Rust

thomasbuttenschoen-presse2008-565x377

Spændende ung dansk musiker gav sit publikum hvad de kom efter

Det var en tydeligt glad og stolt Thomas Buttenschøn, der indtog scenen på Rust lidt over 22 tirsdag aften, for at give koncert for en del indbudte og en del betalende gæster, der tilsammen fyldte det lille spillested godt op. Det havde han også god grund til at være, for dagen inden var debutalbummet Fantastiske mandag blevet sendt på gaden med ganske fine anmeldelser til følge.

Morgenen inden koncerten havde en del af koncertgængene måske set Thomas Buttenschøn indtage scenen i Go’ Morgen Danmark. En noget usikker start på dagen for Buttenschøn efter denne ydmyge signaturs mening, og forventningerne til aftenens koncert blev skruet en anelse ned. De røg dog op igen ikke længe efter at scenen på Rust blev indtaget af Buttenschøn flankeret af sin guitarist, trommeslager, bassist og klaverspiller. Selvtilliden og spilleglæden nærmest lyste ud af hovedpersonen, der stille og roligt sang sig igennem samtlige numre fra debuten og ind i tilhørernes hjerter.

Med ”Rødvin fra i går” og tekststykket ”Hør, her er så stille nu”, åbnedes koncerten, hvor den jazzede feeling og Buttenschøns lidt specielle vokal hurtigt kom i centrum. (Dejligt i øvrigt med en anderledes stemme i den danske popverden – noget der høres tit i udlandet, men sjældent herhjemme). Derfra gik det slag i slag, og den ene melodiøse og tekstlige ørehænger fulgte efter den anden. Ja, selv ”Hop nu bag på min cykel”, der måske er albummets svageste nummer, fungerede optimalt i den lidt mere rockede version, den blev leveret i under koncerten. Og ”Hun er væk”, der som det eneste nummer alene blev fremført af Buttenschøn og dennes akustiske guitar fik mere liv i det intime rum en livekoncert udgør.

På ”Præsident i USA” fik bandet selskab af Sys Bjerre, der som det også er tilfældet på Cd’en, sang duet med Thomas Buttenschøn. Et sødt nummer, der emmer af en forfriskende ungdommelig tilgang til kærligheden – noget der kan siges om det meste af det Buttenschønske univers.

Alt i alt leverede Buttenschøn med besætning en fornem første koncert efter udgivelsen af Fantastiske mandag. Med numre som ”Rødvin fra i går”, ”November i København”, ”Ligger rart”, Præsident i USA”, ”Tømmermænd på Peter Fabers Gade” og ”Fantastiske mandag” kan det heller ikke gå helt galt. Og nej, der var bestemt ikke stille…

Sætliste:

1. Rødvin fra i går
2. November i København
3. Rejser snart til København
4. Ligger Rart
5. Præsident i USA
6. Tømmermænd på Peter Fabers Gade
7. Hjerter dame
8. Fantastiske mandag
9. 10.000.000 – tænk hvis jeg vandt
10. Hop nu bag på min cykel

Ekstra:

11. Hun er væk
12. Fantastiske mandag

More from Carsten Fjølner
Lyt til hele det nye Arcade Fire album her
I går udgav Arcade Fire sit tredje album; til anmelderroser i de...
Read More
0 replies on “26.09.06 – Thomas Buttenschøn – Rust”