Endnu en fornem præstation fra tidløse Ward
Matt Ward fortsætter sin ydmyge tour de force inden for den indierockede folkgenre på sit femte og fremragende album under navnet M Ward.
M. Ward manifesterer sig som en af tidens største i sin genre på det nye album Post-War. Med fornemme albums i bagagen bevæger den amerikanske sanger og sangskriver sig med sit femte af slagsen videre ned af den vej, der er belagt med tidløse brosten – ujævn og støvet, men dog farbar og i en stand, der vidner om, at den kan holde mange år endnu.
Post-War er M. Wards første album med fuldt backingband. På flere af numrene træder hans hang til indierocken derfor også tydeligere frem, end det tidligere har været tilfældet – uden at det dog på noget tidspunkt kammer over, og Wards smukke og rustikke stemme fungerer mestendels som et flot og fast holdepunkt, når bølgerne i musikken er tæt på at blive for høje. Stilen er en blanding af country, folk og indie og lyden er som altid let genkendelig som typisk M. Ward – en så speciel lyd, at det gør det svært at sammenligne ham med andre kunstnere.
Post-War er et potpourri af små flotte numre, hvor under halvdelen strækker sig ud over de fire minutter. Variationen er stor på albummet og gode numre som ”Poison Cup”, ”Right in the Head”, ”Requiem”, ”Magic Trick”, ”Neptunes Net” og ”Chinese Translation” nærmest falder over hinanden i sin iver efter at blive spillet igen og igen. Sidstnævnte kunne i øvrigt lige så godt have været at finde på Transfiguration of Vincent (2003), der for undertegnede stadig står som det bedste album fra M. Wards hånd.
