Singer/songwriteraften deluxe
90’er-gudindens tilbagevenden
Juliana Hatfield har ikke gjort meget væsen af sig siden de gyldne dage i starten af 90’erne, hvor hun bĂĄde havde mindre hits i eget navn, og som on/off medlem af The Lemonheads. Og hun gør da heller ikke meget væsen af sig, da hun nærmest lister op pĂĄ scenen og starter aftenens dobbeltkoncert pĂĄ Loppen.
Hun er spinkel og sĂĄrbar pĂĄ scenen og snakken i baromrĂĄdet overdøver næsten den spinkle pigestemme, som ikke er ældet meget siden hendes hey-days i starten af 90’erne. Men her er ingen backingstøtte. Det er bare Juliana alene. PĂĄ nogle af numrene var manglen pĂĄ backingstøtte tydeligt i sit fravær. Barometer-hittet ”My sister” skærer noget skarpere igennem, nĂĄr de to andre fra det hedengangne Juliana Hatfield Three lægger nummerets bund. Sangens kvaliteter er stadigt tydelige i solofremførslen, men nerven og energien? Ikke sĂĄ meget.
Juliana Hatfield har skrevet nogle lækre guitarkompositioner, kan hĂĄndtere dem og flere af dem holder fint i denne levering, hvor alt er skĂĄret ind til benet. Og det er vel ogsĂĄ derfor dette kan gĂĄ. Men det er nu lidt trist. Aldrig helt stor i 90’erne, men dog et navn. Og nu – en Juliana Hatfield alene, som selv sælger cd’er efter koncerten, og beder os om at købe dem, fordi de er sĂĄ tunge at slæbe med op i flyet, nĂĄr turen gĂĄr tilbage til USA om et par dage. Som mĂĄ starte forfra pĂĄ flere sange, fordi hun ikke lige brød sig om den mĂĄde hun fik startet pĂĄ. Alene pĂĄ scenen – hendes ansvar alene. Og en nærmest diminutiv udstrĂĄling.
Men ser man væk fra scenen, overrumples man igen. Den spinkle stemme kan indeholde så megen styrke, vrede, desperation. Der er stadig noget kraftfuldt, noget insisterende over damen. Og biddet kommer især i slutningen af koncerten, hvor bl.a ”Rats in the Attic” fra albummet Made in China (2005) og ”Ugly” fra Hey Babe (1992), bliver leveret med en hjerteskærende ømhed, og forsikrer os om at der har været og stadig er noget at give af inde i det lille spinkle kvindemenneske, som står så alene og udsat på scenen.
(6/10)
En musikalsk tour de force
Allerede fra første nummer er Ed Harcourts sceneoptræden noget forskellig fra Juliana Hatfields. For selvom også Ed er alene på scenen, uden backingstøtte, så har han taget lidt mere med end blot sin guitar. Og det vigtigste af hans hjælpemidler er den sampler han sætter i gang allerede til første nummer ”Something in my Eye”, hvor han lægger ud med en stille og rolig trestemmig guitarsekvens, suppleret med klaver. Og guitarsekvenserne indspilles alle live på scenen, hvorefter de samples og loopes. Et trick som Ed Harcourt med jævne mellemrum gentager i løbet af koncerten, og kun med stigende succes til følge. Instrumenteringen og arrangementerne bliver mere og mere komplicerede, og udtrykket løber over med musikalitet, entusiasme og ren og uforfalsket glæde.
Samme glæde gør sig gældende nĂĄr Ed Harcourt slĂĄr sine folder ved klaveret – som en rigtig lille klavervirtuos. Det nærmer sig orgastiske højder. Og falder skam ogsĂĄ i publikums smag, endda sĂĄ meget at en enkelt publikummer rĂĄber ”NO! Play the piano!”, da han forlader klaveret efter et par sange, for at vende tilbage til guitaren. Men nej, den herre tager ikke mod ordrer: ”I’m not your monkey-boy!”, lyder svaret med forbløffende hurtighed, bid og dog et afvæbnende glimt i øjet. For den gode stemning er definitivt i højsædet. (OgsĂĄ selvom publikum opfordres til at krydre ”Born in the 70’s” med den noget sĂĄ yndige sætning: ”We don’t really give a fuck about you”).
Gennem hele koncerten er Ed Harcourt i sit es pĂĄ scenen – charmerende, velsyngende, velspillende og udadvendt. Og spændvidden er bred: Tom Waits skinner igennem pĂĄ ”I’ve Become Misguided” med forvrænget mikrofon og americana-guitar, som spilles sĂĄ støvet hvirvler under Loppens lavloftede scene, transformation til en crooner fra 40’erne pĂĄ ”Until Tomorrow Then”, speedklaver og høj teatralskhed pĂĄ ”Scatterbrain”, foruden naturligvis de utrolige samplingsessions, som kombineret med Ed Harcourts vindende væsen gør, at selvom han mĂĄske nok er alene pĂĄ scenen, sĂĄ er han aldrig rigtigt alene.
(8/10)
