Tamme Two Gallants
Aftenen efter Sufjan Stevens i Store Vega havde givet sit bud på, hvordan pompøs folk-musik anno 2006 skal lyde, skulle Two Gallants i Lille Vega give sit bud på den mere skramlede side af lo-fi indierocken. Med det fremragende album What the Toll Tells fra i år i bagagen skulle den amerikanske duo forsøge at overbevise publikum om, at selvom der er stor skønhed i Sufjan Stevens englesang, så handler en god gedigen liveoplevelse om et nedbarberet og mere råt udtryk.
Sådan skulle det dog ikke gå denne aften. Nok var Adam Stephens’ vokal rå og raspet som altid, og nok fyrede den langhårede trommeslager Tyson Vogel den af med masser af eksplosioner og temposkift, som han plejer. Men alligevel var det som om bandet manglede noget af den fandenivoldskhed, som de både har bevist på Loppen og dette års Roskilde Festival, at de i den grad besidder.
Under de mere beskidte numre som ”Long Summer Day” og ”Las Cruces Jail” fungerede det hele som det plejer. Tyson Vogel straffede trommerne godt og grundigt, og Adam Stephens sang så struben nærmest hang ud af munden på ham – alt imens publikum hoppede og dansede vildt omkring. Problemerne opstod på de stille numre, hvor kedsomheden langsomt forplantede sig fra scenen til salen. Bandet virkede ikke tændt nok til at få de afdæmpede numre ud over scenekanten, og sangene kom derfor til at mangle den nerve de har på Cd. At lyden var godt mudret denne aften i Lille Vega gjorde bestemt ikke dette bedre.
Alle kan have en offday, og det var vel bare det Two Gallants havde denne aften…
