
Crunchy Frog – Familiefest med spröd musik
Ordet hyggeligt er næsten uforklarligt på fremmedsprog. Der er noget særligt dansk over det, og måske er det derfor ’hyggeligt’ er særligt rammende, når talen falder på det danske pladeselskab Crunchy Frogs julefest på Lille Vega, Spröd Jul.
Scenen var sat en frossen decemberaften, hvor arrangementet kom som en tiltrængt flugt fra julefrokoster og Rød Ålborg. Som en ung mand blandt publikum forudsagde det: ”I aften bliver en julebuffet for musikelskere”. Ih, hvor havde han ret. Aftenens seks bands spillede op til dans med små kompakte set, der kun blev afbrudt af små sceneskift. I de små pause sørgede Crunchy Frog folkene for, at de trippende fødder stadig kunne bevæge i takt til spröd musik. En projektor blæste musikvideoer fra selskabets kunstnere op på et stort hvidt lærred. Det blev til et kærkomment syn med fraværende kunstnere som Junior Senior og The Mopeds, men også hedengangne Superheroes sås flere gange, og julehjerterne smeltede som følge én for én på dansegulvet.
Wolfkin
Wolfkin var de første på scenen med deres danske americana, der her og der læner sig op af blues. Deres musik glider ubesværet fra dem, bl.a. ”Vacant Heart” fremhævede det afslappede og underspillede i Wolfkins musik. Bandet kører en slackerstil, der passede fint som en begyndelse på aftenens familiefest. Og en familiefest var det, ingen tvivl om det. I sand julestemning åbnede Crunchy Frog sit store gab og inviterede os i publikum indenfor i varmen.
I løbet af den ca. fem timer lange koncert var det derfor en noget broget skare, der først stimlede ligeså stille ind foran scenen for siden hen at fyre op for den vokale volumen og de store armbevægelser og dingle fra baren for at høre dansk kvalitetsmusik. Den oprindelige mængde af venner og familie tilhørende pladeselskabet og de forskellige bands smeltede snart sammen med pøblen på de kolde gader. Spredt foran scenen stod hardcore fans, hvilket Epo-555 fik at føle.
Epo-555
Forsanger Mikkel ’Sprællemand’ Max Hansens smitsomme begejstring greb fat og trak folk til scenen til stor tilfredsstillelse for de forreste rækker af fans, der skrålede med på ”Hyperschlieb” og hoppede til ”Dakota”. Når de altså ikke lige stod og skreg ”Epo-555, Epo-555” i kor. På co-vokal deltog højgravide Camilla Florentz med sin engleagtige stemme, hvilket var en dejlig overraskelse, siden hun som bekendt desværre ikke mere er en del af bandet.
Heavy Trash og Tremolo Beer Gut
For musikelskerne med hang til en øl i hånden var aftenens højdepunkt uden tvivl amerikanske Heavy Trash. Yeahaa og jubii for rock and roll. Den fængslende Jon Spencer fremstod som en charmerende sydstatsgentleman, mens han sammen med Matt Verta-Ray trådte sømmet i bund på guitaren, så rytmerne drønede derudaf med ufortrøden høj fart. Varmet af taktfaste klap, en tung bas, og guitarsoloer en masse tog publikum imod Tremolo Beer Gut, der dukkede op uden Sune Wagner. Forundrede hviskede folk spørgende i krogende efter den gode hr. Wagner, der var i New York med Sharin Foo, for at give en Raveonettes koncert.
Sterling
Til de mange svansende piger, der drejede rundt om sig selv i takt med musikken, så skørtet svingede trådte Sterling til og beviste, at de er et liveband, man kan regne med levere varen. Der var Brit-pop attitude med hop, skrål, og flyvende mikrofoner, som kun Suedes Brett Anderson kunne udføre, indtil Danmark fik sanger Mads Nygaard frem på popscenen. Bandets dansable lyd og indiskutabelt fabelagtige tekster fik rigtigt sparket festen i gang med ”Lyssværd”, og endeligt slået fast med radioplagen ”Ubesvaret opkald.”
Powersolo
De sædvanlige gæsteoptrædener til et sådant arrangement var der selvfølgelig også. Om det så var Crunchy Frog co-grundlægger Yebo, der hoppede ind bag trommesættet, Jon Spencer, der lånte sin vokal væk eller Powersolos Kim Kix og hans musikalske evner på bas, der gav en hjælpende hånd, så var Lille Vega lørdag aften præget af en fællesånd. Dette resulterede i en kaotisk om end underholdende omgang sammenspil, hvor Crunchy familien samlede sig på scenen sammen med aftenens sidste band superbe Powersolo for at gå ud med et brag. Som i en farce var der et element af grovkornet humor og gestik. Sterling frontmand Mads Nygaard dansede på monitorer og stagedivede, mens resten af familien spillede som glade troubadourer i en uendelighed. Alt sammen lidt latterligt og underligt nok også lidt kært.
Kl. 1 var natten ung, galskaben kun lige gået i gang og familiefesten var knap nok begyndt.