Testament: The Spitfire Collection

Hæderlig opsamling af det senere Testament

Testament hørte i sin tid til den anden bølge af thrash-metallen – en genre der for alvor slog sine folder i firserne, hvor bands som Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax (’The Big Four of thrash metal’) udgav hovedværkerne Master of Puppets (1986), Reign In Blood (1986), Peace Sells… But Who’s Buying? (1986) og Among the Living (1987). Tiden var inde til en hurtigere og tungere form for metal, og i tiden der kom voksede det ene thrash-band frem efter det andet. Ikke alle fik succes og endnu færre kunne holde kadencen – og snart var tiden kommet til at genren skulle inspirere nye bands til at gå endnu længere ud i ekstremerne, alt imens Metallica og Megadeth høstede stor succes med deres mere bredt appellerende lyd i starthalvfemserne.

Testament var et af de bands, der formåede at vokse ud af slipstrømmen fra ’The Big Four’ – uden dog på noget tidspunkt at nå samme kommercielle højder. De forblev et klassisk thrash-band op gennem firserne og halvfemserne og gik derfor også ligeså stille i glemmebogen som mange af tidens andre thrashere, da genren oplevede en manglende interesse – kun omstillingsparate og omstillingsvillige bands som eksempelvis Metallica og Megadeth kunne holde fast i den popularitet de havde opnået, og endda udbygge denne ved at bevæge sig tættere på mainstream.

The Spitfire Collection er en opsamling der dækker Testaments måske hårdeste periode (kun albummet Low (1994) mangler at være repræsenteret i den forbindelse) og indeholder numre fra Demonic (1997), The Gathering (1999), First Deadly Strike (2001, skrækkelig genindspilning af gamle Testament-numre) samt livealbummene Live at the Fillmore (1995) Live in London (2005) – altså tiden på pladeselskabet Spitfire Records.

Albummet åbnes og afsluttes med tre live-numre. Absolut malplaceret og man sidder med den fornemmelse, at disse numre kun er med for, at der kunne blive plads til ’hits’ som ”Souls of Black”, ”Practice What You Preach” og ”Disciples of the Watch” – i sig selv fremragende numre og kvaliteten af liveindspilningerne er også okay, men placeringen på dette album føles bare forkert.

Efter de første tre live-numre følger tre numre fra Demonic. Albummet fulgte op på den mesterlige Low (1994) og viser et band, der på flere af numrene flirter lige lovlig meget med dødsmetallen – af de numre der er repræsenteret på The Spitfire Collection høres dette tydeligst på ”The Burning Times”. Bestemt ikke dårligt, men højdrepunkterne på denne udgivelse er dog de tre numre fra, hvad jeg vil kalde en ny-klassiker inden for thrash metal: The Gathering. Her får den klippestore og karismatiske frontmand med den store stemme Chuck Billy og den mesterlige guitarist Eric Peterson følgeskab af guitarist James Murphy (Death, Cancer, Obituary), bassist Steve DiGiorgio (Death, Sadus) og den navnkyndige trommeslager Dave Lombardo (Slayer, Fantomas, Grip Inc.). Det resulterer i en omgang hæsblæsende thrash, der i den grad er værd at lytte til – også i dag!

The Spitfire Collection er en okay opsamling for folk der hoppede af Testament-vognen tilbage i de tidlige halvfemsere, og som gerne vil føres up to date med dette glorværdige metalband, der i Chuck Billy har en af genrens største vokalister.

More from Carsten Fjølner
16.05.06 – Great Lake Swimmers – Loppen
Tony Dekker overvandt for megen snak Musikalsk er Great Lake Swimmers i...
Read More
0 replies on “Testament: The Spitfire Collection”