Med hjemmebanefordel?
Musikcaféen, Århus. Uret viser 21.00, og i baggården der omgiver et af Århus’ mest intime spillesteder, står ca. 50 farverigt klædte unge mennesker i kø for en aften med Skive-bandet Dúné. Frustrationen er mærkbart stor blandt de ventende, da Musikcaféen må melde alt udsolgt og lukke dørene for de mange, der ikke havde sikret sig billet i tide. Indenfor var temperaturen hastigt for opadgående, og forventningerne skabte en synergieffekt blandt de tætpakkede tilskuere. Det var tydeligt, at Dúné ville være på metaforisk hjemmebane denne aften.
Først var det dog århusianer-bandet Avelynn, der indtog Musikcaféens lille scene. Bandet var med sin synth-baserede lyd en velvalgt opvarmning til Dúné, og det lykkedes efter et par numre at skabe en stærk forbindelse mellem band og publikum. Desværre druknede den noget tilbageholdende forsanger Esbjørn Birch især i starten af koncerten i resten af bandets store sceneenergi. Særligt bassist Nicholas Hedegaard gjorde sig bemærket med et konstant stort energiniveau og tydelig indlevelse. Problemet med den tilbageholdende forsanger blev mindre, efterhånden som Esbjørn fik sunget sig varm, og der var en vis kejtet charme over begyndervanskelighederne. Til gengæld var det ikke til at komme udenom, at kvaliteten af Avelynns numre er svingende, og at det i øjeblikket er uptempo-numrene, der fungerer bedst. Her formår gruppen at brænde igennem tågen af middelmådige indie-bands, og overbevise lytteren om at de har noget på hjerte. Sangskrivningselementet er helt på plads, så vælger Avelynn at dyrke deres stærke sider, bliver de i sandhed et spændende bekendtskab. (Karakter: 6)
Efter en urimeligt lang pause gik Dúné på scenen med titelnummeret fra deres kommende debutalbum We Are In There, You Are Out There, og det stod med det samme klart, at gruppen har undergået en dramatisk forandring over de sidste måneder. På plads var forsanger Mattias Kolstrups nærmest maniske sceneshow, der på samme tid virker fuldstændig spontant og planlagt ned til mindste detalje. På plads var et band der udstrålede en energi, et overskud og en perfektion i samspillet, som sjældent ses i unge bands. Forskellen lå i, at Dúné havde kastet live-skabelonen fra sig og hævet ambitionsniveauet. Med sig havde gruppen en håndfuld nye sange og en vilje til at eksperimentere med formen på de gamle live-klassikere. Dúné har aldrig manglet selvtillid på scenen, men på Musikcaféen tog de den til et nyt niveau og udstrålede en afslappet men gennemtrængende star-quality.
Ikke alle eksperimenterne med gamle numre var lige vellykkede. Enkelte steder virkede det som om, numrenes rå kant og charme gik tabt, så det tidlige Dúnés forholdsvist lave sangskrivningsniveau blev pinligt udstillet. Det var dog en acceptabel pris at betale for til gengæld at få lejlighed til at høre fabelagtige versioner af andre numre; heriblandt en aldeles hæsblæsende udgave af “Dry Lips”. Netop sangskrivningsniveauet virker til at have fået et markant løft i de nyere numre, hvilket hæver undertegnedes forventninger til det kommende debutalbum drastisk. Formår Dúné at udgive et album, der indfanger gruppens live-energi og samtidig byder på meningsfulde tekster, bliver det et sandt mesterværk. Helt konsistent nok til en sådan betegnelse var Dúné ikke denne aften på Musikcaféen, men kritikpunkterne må blegne i forhold til et fyldt lokale, der koncerten igennem var i gruppens hule hånd, og som nød turen fra start til slut. (Karakter: 8)
