Jesse Malin i topform
Jesse Malin er ikke særlig høj, og hans stemme er heller ikke stor på nogen måde – snarere særpræget nasal – men til gengæld har den amerikanske rock n’ roller en karisma og en energi meget større sangere må misunde ham. Og netop dette, sammen med et flot sangkatalog, bærer Jesse Malin igennem og om på den anden side, hvor konklusionen må være, at man ikke behøver en stor stemme for at kunne gøre sig i den mere beskidte del af musikbranchen, som Malin har været en del af siden dannelsen af punkbandet D Generation helt tilbage i 1991. Før det havde han punkbandet Heart Attack, der huserede på New Yorks punkscene i 80’erne, men som først har fået nogle af sine indspilninger udgivet i 2001.
Sangene fra dengang spiller Jesse Malin ikke længere live, men energien er i høj grad stadig til stede. Med skiftevis den akustiske og den elektriske guitar hængende ned fra skuldrene dansede Malin konstant rundt på scenen som det naturlige midtpunkt omkranset af yderligere en guitarist, en bassist, en trommeslager og en keyboardspiller. Bandet var yderst velspillende og især bassen fik frit løb, så den forplantede sig i gulvet og videre op gennem fødderne. Til gengæld var keyboardspillerens flittigt brugte andenstemme ofte en enerverende oplevelse af lægge ører til.
Malin og band lagde ud med en rocket udgave af ”Riding on the Subway”, der er at finde på den Ryan Adams-producerede solodebut fra 2003, The Fine Art of Self Destruction, der dengang tog undertegnede med storm. Sangen blev efterfulgt af det rockede, larmende og gyngende ”Prisoners of Paradise” fra det nye album Glitter in the Gutter. De to numre fungerede som en god rettesnor for hvad der kunne forventes af resten af aftenen: intens rock n’ roll, primært taget fra albummene The Fine Art of Self Destruction og Glitter in the Gutter. Udover ”Hotel Columbia” så var den kedelige parentes af et album The Heat (2004) slet ikke repræsenteret på aftenens sætliste.
Indimellem de rockede numre var der selvfølgelig også de stille numre så som ”Broken Radio”, ”Aftermath” og ”Solitaire”, som primært var akkompagneret af Malins akustiske guitar. På ”Solitaire” gik hovedpersonen ned blandt publikum, som det også var tilfældet på Loppen sidst han gæstede Danmark (dengang var det med Neil Young-nummeret ”Helpless”). Siddende, med publikum siddende omkring sig, holdt Malin en længere tale om det at sidde på gulvet, og de komplikationer det kan give, såsom beskidte bukser eller problemer med overhovedet at komme ned at sidde hvis man har et træben. De to narcissistiske fænomener Youtube og Myspace fik også et par skud for boven.
Højdepunkterne var ”Wendy” og ”Almost Grown” der begge blev leveret med stor indlevelse fra en Jesse Malin, der må siges et have været i topform – og i særdeles godt humør. Aftenens eneste lavpunkter var egentligt de to covernumre der var blevet plads til. Fred Neils ”Everybody’s Talkin’” er blevet lavet meget bedre af utallige andre kunstnere og The Hold Steadys ”You Can Make Em Love You” levede heller ikke op til originalen, men kan dog forsvares med, at det nummer kun blev spillet fordi The Hold Steady kommer og spiller i Lille Vega den 26. juni.
Sætliste:
1. Riding on the Subway
2. Prisoners Of Paradise
3. Black Haired Girl
4. Downliner
5. Little Star
6. Broken Radio
7. Don’t Let Them Take You Down (Beautiful Day!)
8. Brooklyn
9. Almost Grown
10. Hotel Columbia
11. Solitaire
12. Everybody’s Talkin’ (Fred Neil-cover)
13. Wendy
14. You Can Make Em Love You (The Hold Steady-cover)
15. Promises (nyt nummer)
16. In The Modern World
17. Aftermath
