Fu Manchu – Et godt riff husker man.
Det amerikanske stoner-band Fu Manchu udgav tidligere på året deres 10. studiealbum We Must Obey. Diskant.dk har mødt guitarist Bob Balch og bassist Brad Davis til en snak om pladen og bandet generelt.
Diskant: Hvilke forskelle er der på det nyeste album We Must Obey og de tidligere Fu Manchu albums?
Bob: Vi indspillede stort set det hele live, og det er jo også sådan det burde være. Og så var det på et nyt label. Century Media har gjort et stort stykke arbejde.
Diskant: Hvad har de gjort anderledes?
Bob: De har fået pladen ud i butikkerne i Europa.
Brad: Pladen er rent faktisk udkommet i Europa.
Bob: Ja, den sidste plade blev en såkaldt ”soft”-udgivelse, hvilket betyder at den ikke udkom så mange steder. Men den nye plade kan man få over alt.
Diskant: Century Media er jo også noget større end DRT, der udgav sidste plade.
Bob: Mammoth (selskabet før DRT, red.) var cool, men ja, Century Media er klart større end DRT.
Diskant: Når man køber We Must Obey på vinyl følger der en cd med. Det er sgu’ da en ret god idé.
Bob: Det var vores labels idé.
Brad: Ja, det var en helt fantastisk idé.
Bob: Og vinyl-versionen er jo faktisk billigere end cd-versionen. Og så får man alligevel begge.
Diskant: Så i sværmer specielt for vinyl?
Brad: Ja, vi forsøger at sikre os at alle vores plader udkommer på vinyl.
Bob: Det lyder bare så meget bedre.
“HVAD, HANDLER DET OM SEX?”
Diskant: Titlen på den nye plade, We Must Obey, hvad refererer den til? Hvem adlyder I?
Brad: Det ved jeg faktisk ikke. Det var jo Scott, der fandt på titlen, men det er sikkert et eller andet han var sur over. Det handler vel om det klassiske med at gøre hvad man gør, og ikke blindt følge andre. I går spurgte en journalist om den handlede om sex – ”hvad?”, ”Ja titlen er klart sexuel!” – Ha ha . Den kan åbenbart referere til alt muligt.
Diskant: Så temaet for pladen er altså ”tro på dig selv”. Kan i fortælle lidt om de andre temaer i har behandlet i løbet af årene?
Bob: På det seneste har vi gjort et forsøg på at komme væk fra bil-temaet, som vi har dyrket meget tidligere. Og det er sådan set det eneste gennemgående tema vi har haft gennem tiden. Men ellers er det Scotts område.
Diskant: Den nye plade er mere aggressiv end de foregående plader. Skyldes det, at I netop har optaget pladen live?
Bob: Det ved jeg ikke rigtigt. Vi har siddet på sangene i lang tid, og vi sad bare derhjemme og ventede på at komme i gang og ud og spille. Så det er nok en udløber af den her lyst til at trykke den af.
Diskant: Så selskabsskiftet påvirkede jer også musikalsk.
Bob: Ja, og på en måde var det jo ret godt, for vi fik et hårdt rockende album ud af det.
KUN TO LAG
Diskant: Hvad er det vigtigste I lært af at indspille så mange plader gennem årene?
Bob: At være godt forberedt.
Brad: Bands laver de bedste takes, hvis de kender sangene godt, men man kan aldrig forberede sig fuldstændigt. Når man indspiller en plade er der så mange elementer, man ikke har kontrol over.
Diskant: Men I indspiller altid live?
Brad: Ja, sådan har det næsten altid været. På The Action Is Go er der lidt flere overdubs, og den plade var også lidt mere orkestreret. Jay Yuenger (White Zombie, red.), der var produceren på den plade, elsker at smide en masse sjov og ekstra ting ind i numrene.
Diskant: Hvor mange guitar-lag har I i jeres numre?
Bob: Det er som regel bare mig og Scott, der spiller rytme, og så måske en lead. Hvis vi lige vil give den en ekstra tand, kan vi finde på at smide en guitar mere på.
Brad: Ja, men som regel er det kun to rytmeguitarer. Og det lyder jo stadig fedt sådan.
Diskant: Hvor meget tid brugte I på at indspille We Must Obey ?
Bob: Jeg tror det var tre uger.
Brad: Ja, så lidt tid som overhovedet muligt.
Bob: Det er en fast regel hos os: Bare at gå ind og få det overstået.
SAMME BUKSESPONSOR SOM ET BLACKMETALBAND?
Diskant: Hvis I skulle komprimere essensen af Fu Manchu, hvad er det så, der adskiller jer fra Slagmålsklubben eller Dimmu Borgir (Bob og Brad sidder og bladrer i et musikblad med artikler om de nævnte bands, red.)?
Bob: Det må være læderbukserne…ha ha. Vi har forsøgt at få den samme buksesponsor, men det gik ikke rigtigt. Nej, jeg ved det faktisk ikke. Jeg er ikke så opmærksom på, hvad der sker musikalsk derude. Jeg lytter til det, der er på min IPod. Hvis jeg falder over noget, og jeg synes om det, så lytter jeg til det. Vi lever nok lidt i vores egen verden, hvad det angår.
Brad: Ja, vi skriver bare sange vi kan lide at spille, og jeg tror ikke vi bruger ret meget tid på at gå efter et specielt image eller noget i den stil. Jeg ved ikke om de her Dimmu Borgir fyre er gode eller dårlige, men måske vi skulle overveje at få nogle nittebukser.
Diskant: Hvilke bands insprerer jer?
Bob: Alt muligt. 70’er rock, hardcore, punk, og det er nok et mix af alt det der, som Fu Manchu er gjort af.
Diskant: Var jeres specielle lyd et bevidst valg fra starten?
Bob: Jeg kunne li’ Fu Manchus lyd inden jeg kom med i bandet. Den her meget fuzzede lyd. Da jeg blev en del af bandet, prøvede jeg bare at udfylde en andens sko, men selvfølge skal Fu Manchu have høj fuzzet lyd. Det er jo et meget riff-orienteret band.
Diskant: Hvad er et godt riff?
Bob: Noget man husker.
Diskant: Jeres musik er jo ret meget baseret på powerchords. Er det en begrænsning? I har jo trods alt spillet den her musik i 20 år, så nogen udvikling er der vel?
Bob: Ja, det er underligt. Jeg ved ikke helt hvordan vi gør det. Vi skriver bare en masse riffs, og er de gode, så beholder vi dem.
IKKE ANDERLEDES NOK, ELLER…
Diskant: Tænker I over at der skal være en udvikling i musikken ifht det I har lavet tidligere?
Bob: Ja, det er vi faktisk opmærksomme på. Hvis vi laver et nyt riff, og det minder om noget andet vi har lavet, så bruger vi det ikke.
Brad: Vi får jo mange kommentarer når vi laver nye plader. For nogle lyder den nye plade for tæt på de gamle, og for andre lyder den ikke anderledes nok. Man kan ikke tilfredsstille alle, så vi går bare efter at stille os selv tilfreds. Hvis folk kan lide det, kommer de jo til koncerterne.
Diskant: Hvordan skriver I numrene indbyrdes i bandet.
Bob: En af os kommer med et riff og spiller det for de andre. Synes de så det er fedt, er det et puslespil at få de forskellige dele sat sammen. Og så er det Scott, der laver teksterne.
Diskant: Bliver sangene lavet som instrumental-numre?
Bob: Ja, vi hører faktisk ikke teksten, før der er et par dage til vi skal i studiet. Sangene er helt færdige før der kommer tekst på.
Diskant: Så I er stadig et rockband, der jammer sangene frem.
Bob: Nej, vi jammer ikke som sådan. Vi spiller de riffs vi har, og så eksperimenterer vi med at sætte det sammen.
Brad: Efter vi har lavet så mange plader, kan vi ret hurtigt fornemme hvor lange stykkerne skal være, så vi agerer faktisk selv producere. Vi kan godt lide at gøre et stort forarbejde inden vi går i studiet, så vi ikke bruger så meget tid der. Når vi først er klar til at gå i studiet, så er numrene også helt gennemarbejdede.
Diskant: Indspiller I også i øvelokalet, tager musikken med hjem og arbejder videre med det derhjemme?
Brad: Ja, præcis.
MASSER AF NOSSER
Diskant: Kan I give os noget info om jeres gear ifht jeres meget specielle lyd.
Bob: Nej…. Ha ha! Nej, det er jo bare et par pedaler, et par guitarer og så nogle forstærkere. Vi kan lide at bruge forskellige ting. Der er den her fyr i New York, som laver nogle pedaler under mærket Vintage Tone Project, og de lyder fedt. Og Scott bruger en gammel Crown fuzz, som vi også har brugt på en række tidligere plader. Den blander vi med den klassiske Marshall lyd.
Brad: Jeg har brugt den samme G&L-bas og ampeg-forstærker på alle plader.
Diskant: Bruger du nogen former for distorition på bassen?
Brad: Nej. En distortion-pedal fjerner bunden fra bassen, selvom jeg egentlig godt kan lide den forvrængede lyd. Men hvis du bare skruer forstærkeren højt nok op, bliver den distorted, men vil stadig have… nosser. NOSSER!
Diskant: For mange er I en form for Stonerrock-legender. Hvad mener I selv om betegnelsen?
Bob: Det ved jeg ikke. Det er jo ikke fordi vi skriver sange om pot eller sådan noget, men hvis folk er til den genre, og de hører om os derigennem, er det fint for mig. Vores crew ryger mere pot end os.
Diskant: Så I opfatter ikke jer selv som et stonerband?
Brad: Det er jo ikke rigtig noget vi går og tænker over. Jeg plejer bare at kalde det rock. Jeg fjerner stoner-delen.
STØRRE I EUROPA
Diskant: Sidst i spillede i Danmark var det på landets største scene…
Brad: Roskilde?
Diskant: Ja, og denne gang er det på en af landets mindste spillesteder. Det er vel to helt forskellige oplevelser?
Bob: Jeg tror der er tale om en booking-ting. Vi kunne nok have spillet et andet sted end Loppen, men det var faktisk et ret fedt sted. Det er jo altid fedt at spille en udsolgt koncert, men Roskilde var også virkelig fedt. Det var en god dag, hvor de bl.a. lavede steaks bag scenen. Det er det eneste jeg husker…ha ha! Helt fantastisk at komme ned fra scenen, og så står der en steak og venter på dig.
Diskant: Hvor er i størst? I Europa eller USA?
Brad: Jeg tror vi er større her.
Bob: Ja, men den amerikanske tour vi lige har overstået var også ret god. De fleste koncerter var udsolgte og også større end de nogensinde har været i USA. Men, vi klarer os vist bedre i Europa.
Diskant: Så I sælger også flere plader her?
Bob: Ja, men i USA går det også ok.
Diskant: Hvorfor tror I, det hænger sådan sammen?
Bob: Europæerne er nok bare mere til den her type musik. Jeg ved ikke helt hvordan scenen ser ud herovre, men min opfattelse er, at I er mere opsøgende. Der er en større tendens til at gå ud og finde ny musik, og det er jo fedt.
Diskant: Hvordan vil I sammenligne det at spille en festival under åben himmel i modsætning til en lille tilrøget klub?
Bob: Jeg kan godt lide festivaler, fordi du får muligheden for at spiller for en stor gruppe mennesker, der aldrig har hørt om dig før, men de er der for at høre andre bands. Jeg tror dog at jeg er mere til mindre spillesteder, for det lyder bare bedre.
Diskant: Har i nogle favorit Fu Manchu-numre?
Bob: Jeg er ret vild med at spille ”We Must Obey”.
VI SPILLER HVAD I VIL HØRE
Diskant: Når I spiller live, råber folk på numre, og I spiller nogle af de numre folk ville have. Det virker som om I har en ret løs setliste?
Bob: Hvis der virkelig er et massivt krav fra publikum om specielle numre, så spiller vi dem sandsynligvis. Men kun hvis det er piger der skriger på numrene…ha ha!
Diskant: Men I kan vel ikke øve det hele op?
Bob: Nej, vi mødes måske fire-fem gange inden touren og spiller settet igennem, og så er det af sted.
Brad: Vi plejer at tænke på den seneste tour, og på hvilke sange vi ikke fik spillet der. For vi har jo faktisk ret mange numre – ca 130 sange. Så der er jo ingen chance for at vi spiller bare en tredjedel af numrene. Vi spiller nok nærmere 10%, og derfor har vi en rotationsordning blandt numrene. På denne tour har vi f.eks. spillet ”Grendel, Snowman”. Det nummer har vi aldrig spillet live før, så det var ret fedt at få det på banen.
Diskant: laver I en ny setliste hver aften, eller hvordan fungerer det?
Bob: Vi skifter lidt ud I den, men overordnet set er der ikke de store forskelle. Der er vel omkring fire sange vi skifter imellem.
Brad: Det kan være det er en ”Boogie Van”-aften eller en ”Weird Beard”-aften.
SCOTT ER POSTBUDET
Diskant: Det virker som om I er i meget tæt kontakt med jeres fans. I styrer selv jeres merchandise-salg på nettet og skriver man til jer svarer I. Hvad betyder jeres fans for jer?
Bob: Den eneste grund til vi har mulighed for at turnére er pga. publikum. Jeg har aldrig forstået hvorfor nogen bands opfører sig som fjolser overfor deres fans.
Brad: De forskellige forums er et godt, venligt miljø, hvor vi kan kommunikere med vores fans, så dem tjekker vi da ud. Og er der nogen der stiller et spørgsmål, så svarer jeg da.
Diskant: Det virker også som det er jer selv, som går på posthuset og sender bestillingerne fra jeres garage-shop på nettet. Er det sådan det fungerer?
Brad: Det er Scott, der tager sig af alt det.
Bob: Ja, Scott er postbudet.
Diskant: Hvornår kan vi forvente et nyt Fu Manchu-album?
Bob: Nu er det her jo lige udkommet, så forhåbentligt går der et par måneder endnu med at turnére for det.
Brad: Som regel når vi er på et godt label, så udgiver vi en plade om året. Men pga. alle problemerne med den sidste plade, har det ikke været muligt for os at udgive en plade før nu.
Diskant: Så pladerne vil flyde i en lind strøm fra nu af?
Bob: Ja, for jo længere tid vi er hjemme, jo flere penge bruger vi.
Diskant: Skriver I mens I er på tour?
Bob: En lille smule. Der kommer et riff hist og pist, og så tager vi dem med hjem og gør numrene færdige.
Brad: Vi kan ikke lide at bruge så meget tid på soundchecks, så der bliver ikke jammet så meget.
DEN SØDE KLØE
Diskant: Jeg kunne godt tænke mig at spørge jer om jeres supportbands på denne tour…
Bob: …sådan nogle bøsserøve! (Forsangeren fra Truckfighters er i rummet, red.)! Nej, de er helt kanon.
Diskant: Har I selv udvalgt dem, eller var det jeres label?
Bob: Vi fik tilbudt et par bands, men ud fra dem har vi selv valgt. Vi synes om dem.
Brad: Vi har netop overstået en 6 ugers tour med Valent Thorr, så når denne tour er slut har vi været sammen i 3 måneder. Men begge bands er super fede.
Diskant: I har turnéret i godt og vel 15 år. Hvad har holdt jer kørende i al den tid?
Bob: Ingen anelse. Jeg kører knapt nok lige nu…ha ha. Nej, jeg elsker bare at komme ud og spille. Jeg kan godt lide at være hjemme ved min kone, men efter noget tid kommer den der kløen, og så ved man det er tid til at komme ud på tour igen.
