Peter Sommer: Til kragerne EP

Ny EP indeholder noget af det hidtil bedste fra Peter Sommer

Til kragerne er en spritny digital EP fra Peter Sommers populære hånd. En samling på 4 numre, der skal holde sommergryden i kog inden efteråret, hvor et nyt Sommer-album ser gaden. Titlen på det kommende album er Til rotterne, til kragerne, til hundene, men mere om det til den tid.

Til kragerne er alt andet end et intermezzo, hvis eneste hensigt er, at minde Peter Sommers mange fans om, at han ikke har glemt dem. Tre af albummets fire numre hører således til blandt det ypperligste Peter Sommer har bedrevet som soloartist. Åbneren ”Sandhed nr. 502” er en rocket sag, der måske er det nummer, der passer bedst til radioen og den brede masse. Andet nummer, ”Jalousi”, lægger ud med følgende tekststykke: ”Jeg så dig på gaden med din nye fyr, som var din gamle ven / nu er jeg din gamle ven, som vil være din fyr igen / og livet har ikke været fair / men nu er det alt for sent, men dødærligt ment / når jeg siger jeg elsker dig så højt igen”. Sådan fortsætter det med at fortælleren blotlægger sit blødende hjerte i de knap fire minutter nummeret varer. Et klassisk Peter Sommer-nummer.

”Hvad sker der i dit hoved?” er det eneste fejlskud og lyder mest af alt som en dårlig kopi af C.V. Jørgensen anno Sjælland eller Fraklip fra det fjerne. Nummeret efterfølges af ”Himmelflugt” og Peter Sommer tilgives prompte. Det er det måske smukkeste der er kommet ud af Peter Sommer til dato. Endnu en gang ligger det op af hvad man kunne finde på C.V. Jørgensens Sjælland, men ”Himmelflugt” har sit helt eget liv, og det 6½ minut lange nummer er ikke et sekund for langt.

Tidligere i år udgav Peter Sommer den digitale EP Til rotterne, der ikke helt faldt i undertegnedes smag. Med Til kragerne er Peter Sommer tilbage i fuldt vigør, og det er svært ikke at glæde sig over, at der kommer mere musik fra Peter Sommer inden året er omme.

More from Carsten Fjølner
My Morning Jacket: Circuital
Med Circuital har My Morning Jacket begået sit femte gode album ud...
Read More
0 replies on “Peter Sommer: Til kragerne EP”