The Hellacopters leverede startskuddet til en revolution indenfor garagerocken, da de i 1995 udgav deres første 7”-single ”Killing Allan”. En lang række bands som The Hives, Flaming Sideburns og Gluecifer fulgte i kølvandet på den hype, som Hellacopters formåede at skabe omkring garagerocken. Efter næsten 800 koncerter, 7 plader, 3 opsamlinger, 33 singler, 14 splits og senest forårets cover-album Head Off, har Hellacopters aldrig leveret noget der var bare i nærheden af middelmådigt. Derfor kan det virke underligt at bandet vælger at trække stikket ud og gå i opløsning mens de stadig er i fuldt vigør.
Men inden Hellacopters for alvor takker af, er bandet draget på en sidste tour for at sige tak til alle de fans der har været så trofaste gennem årene. En tour der har bragt bandet forbi Roskilde Festival, og når det åbenbart måske er sidste chance, er det jo oplagt at tage en snak med Hellacopters. Boba (piano) og Kenny (bas) er sat i stævne, men da interviewet skal til at starte, dukker Dregen (den oprindelige Hellacopters guitarist) pludselig op, og blander sig. Det viser sig at han skal spille med til aftenens koncert på Roskilde. Efter lidt smalltalk kan vi dog komme i gang med interviewet.
Diskant: Hvorfor blev Head Off en coverplade?
Boba: Vi havde jo tænkt på at lave en coverplade i flere år, og der fandtes jo så mange gode numre derude af bands som ingen kendte til. Men da vi besluttede os for at lave Head Off vidste vi jo ikke, at det skulle blive vores sidste plade.
Kenny: Ja, vi har altid tænkt på det, men vi vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle gribe det an, og i hvilken anledning. Vi pegede på en række numre, som vi syntes om, og som folk i al almindelighed ikke havde kendskab til. Det ville jo være alt for oplagt at lave en plade med AC/DC og Chuck Berry coverversioner.
Dregen: Som udenforstående synes jeg jo også det er sådan man skal lave covers. Det giver jo ikke mening at lave ”Satisfaction” med Rolling Stones. Det er jo dømt til at fejle.
Boba: Vi har jo også en lang historie med coverversioner, og i starten lavede vi jo nogle underlige valg som f.eks. Kiss og den slags, men samtidig lavede vi jo også et Bob Seger cover, som jeg synes er et af vores bedste covernumre.
Dregen: Det var ”Her Strut”.
Boba: Præcis, og det var jo et fedt nummer, men det fatter man jo ikke når man hører Bob Segers version. Det er længe siden, og tror faktisk det var noget af det sidste du var med på Dregen.
Dregen: Ja, det var min sidste indspilning med Hellacopters.
Diskant: Hvordan valgte i numrene til pladen?
Kenny: Når vi førhen har lavet plader, så har vi siddet sammen og lyttet på demoer, men denne gang lyttede vi i stedet på mixtapes. Efterfølgende satte vi os ned og talte om numrene, og selvom et nummer måske var fedt, var det jo ikke sikkert vi kunne fange det godt nok.
Boba: Vi indspillede jo faktisk også et nummer af The (International) Noise Conspiracy, der hedder ”Capitalism Stole My Virginty”, men vi kunne ikke helt få det til at virke. Det var som om deres version blev ved med at være bedre.
Diskant: Vil det nummer findes på en b-side?
Kenny: Nej, det tror jeg ikke, men det må tiden vise.
En overrakselse til vores venner
Diskant: Var alle bands klar over at de ville være med på Head Off?
Kenny: Nej, der var ingen som vidste det. Det vigtigste var jo næsten, at det skulle være en overraskelse for vores venner i de andre bands. Og det var jo et helvede, når vi skulle have fat i teksten til et nummer. Vi kunne jo ikke bare sådan lige ringe til de andre bands og spørge om den.
Boba: Det fede var jo også at mange journalister ikke vidste, at det var en coverplade. De skrev bl.a. at Nicke havde skrevet nogle fede omkvæd, og så vidste de ikke der var tale om covernumre.
Diskant: Diskant.dk havde selvfølgelig gennemskuet det, men det var der mange andre danske medier der ikke havde. En af danmarks største aviser, Ekstra Bladet, skrev bl.a. direkte, at man skulle tro der var tale om en coverplade.
Kenny: Men så er det jo lykkedes. Det er jo et tre-ægget sværd. Dels ville vi holde det hemmeligt som en overraskelse til vores venner i de andre bands. Dels ville vi også drille musikjournalisterne og dels var det også vigtigt at pladekøberne lyttede til pladen som en regulær plade, og ikke som et slags radioprogram, hvor vi spillede vores favoritsange.
Boba: Modtagerne ville være forudindtaget, hvis de vidste det var en cover-plade. Så for sangenes skyld, var det bedre at der blev lyttet til dem som en hvilken som helst anden sang.
Kenny: Og selvom det er et cover-album, lyder det jo som en Hellacopters plade, og derfor er det vigtigt at man lytter til pladen som en Hellacopters plade. Og det havde ham gutten fra Ekstrabladet jo åbenbart ikke fanget… ha ha!
Diskant: Hvad har I gjort for at numrene blev jeres egne? Hvor meget har i ændret numrene?
Boba: Vi har gjort som vi plejer, når vi indspiller en plade. Vi brugte bare original sangene som demoer, og arbejdede ud fra dem i stedet.
Kenny: Så mærker man jo, om numrene vokser frem naturligt, og ellers må man jo arbejde lidt mere med dem. Man opdager ret hurtigt, om det er en problematisk sang, og om det kræver en del at få den på plads.
At stoppe mens legen er god
Diskant: Hvorfor stopper I nu?
Kenny: Som Boba plejer at sige, hvorfor slutter bands ikke noget oftere. Nej, der findes jo en masse grunde, og sikkert en forskellig grund for hvert medlem i bandet. Men den største grund er nok, at vi stadig er gode, at vi stadig er venner i bandet og vi ved ikke længere, hvad der er at opnå for os som band.
Diskant: Men i var jo også venner for fem år siden…
Kenny: Ja, men det er jo ofte sådan, at når bands går i opløsning, så snakker medlemmerne ikke sammen i flere år efter. Vi er stadig gode venner og bandet er bedre end nogensinde, så det var bare tiden nu. Vi turnerer jo konstant, og turnerer vi ikke, så er vi i studiet. Så det er hele tiden tour og inspille plade, tour og indspille plade. Og sådan behøver det jo ikke være. Så vi har hele tiden prøvet at finde alternativer, og gøre det på en måde, så vi syntes det var sjovt. Men det har heller ikke rigtigt fungeret, og da vi ikke rigtigt vil gøre tingene halvt i Hellacopters, er det bedre at stoppe mens vi stadig er glade for det.
Boba: Det er jo nu vi kan stoppe, mens legen er god. Hvis vi var fortsat flere år endnu, så havde det måske været et endnu sværere brud. Der findes jo så mange bands derude, som efterhånden er blevet dårlig kopier af sig selv, og det var det vi ville undgå. Vi ville jo ikke risikere at ødelægge alt det vi har opbygget gennem årene. Men det er klart, at vi kunne have lavet en plade til og være taget på endnu en tour, men nu havde vi bare muligheden for at stoppe.
Diskant: Hvem præsenterede idéen om at stoppe, og var alle i bandet med på den?
Kenny: Vi havde jo været tæt på det her punkt mange gange i løbet af årene. Måske ikke alle i bandet på samme tid, men alle har da tænkt tanken. Og nu var vi kommet til et punkt hvor alle havde prøvet at have sine højde- og lavpunkter, så vi vidste hvordan det hele fungerede. Vi havde et fælles udgangspunkt for at tale om en opløsning, og efter vi havde talt om det, blev vi enige om at det var tiden til at stoppe.
Diskant: Hvad skal I tage jer til, når I ikke har Hellacopters mere?
Kenny: Lige efter beslutningen var taget, blev jeg en smule nervøs, for det var jo vigtigt at finde nogen nye at spille sammen med. Men så kom hele afskedstouren her hen over sommeren, og nu er der fokus på det, så alt andet er blevet lagt på is. Men alle i bandet har jo gang i et eller flere projekter.
Boba: Vi har slet ikke haft tid til at tænke frem, for det er vigtigt for os, at denne afskedstour bliver så vellykket som muligt. Vi vil ikke bare have den hurtigt overstået, for vi føler også vi skylder at levere en ordentlig tour. Både for vores fans’ og vores egen skyld.
Vi spiller længere tid end Springsteen
Diskant: Kan vi forvente flere Hellacopters udgivelser? Jeg tænker på flere sinlger, eller hvad med en opsamling i stil med Cream Of The Crap -pladerne? Der er jo en del numre derude, som stadig er umulige at få fingrene i.
Kenny: Vi har en Cream Of The Crap som er på vej.
Boba: Ja, men det bliver en dobbelt-udgivelse, da vi ikke vil lave to separate plader. Så kan vi få alt det vi mangler med på en gang.
Kenny: Og så er der også en live-plade og måske en DVD på vej. Og Dregen laver en dokumentar om sit gamle band…ha ha (under hele interviewet render Dregen rundt med et kamera, red.).
Diskant: Hvad med singler? I har jo kun udgivet en single fra Head Off.
Boba: Der kommer en mere, men jeg ved ikke om det er helt officielt endnu.
Diskant: Efter denne festival-tour, kommer der også en klub-tour rundt i Europa i efteråret. Hvad kan vi forvente os af den?
Kenny: Vi afslutter festival-touren her i weekenden. Og så skal vi først til at finde ud af, hvordan vi vil gøre det på klub-touren. Der er en del numre der skal øves op, numre som vi ikke har spillet i lang tid.
Diskant: Man kan vel også forvente længere koncerter?
Boba: Ja, og vi vil også gerne have nogle andre setlister.
Kenny: Vi kommer til at spille længere end Springsteen nogensinde har gjort.
Boba: Ha ha… måske med et lille akustisk set i midten. Men touren bliver ikke så omfattende. Først har vi et par uger i Europa, og siden kommer der et par koncerter i Skandinavien.
Diskant: Er der planlagt flere koncerter i Danmark?
Boba: Nej, jeg tror at dette er sidste koncert her. Vi ville egentlig have spillet i København som det sidste show på Europa-touren, men vores booker har været lidt tilbageholdende med at booke den sidste koncert, da vi ikke helt ved, hvad der sker med resten af touren i Skandinavien. Så lige nu, ser det ikke ud som om vi kommer forbi Danmark mere. (Efterfølgende er det blevet offentliggjort at The Hellacopters spiller i Amager Bio 1. Oktober, red.)
Danmark er ikke helt håbløs
Diskant: Sidst jeg interviewede jer, sagde Nicke, at titlen på den foregående plade Rock’n’Roll Is Dead passede bedre på dansk musik end noget andet. Så kan det have noget at gøre med jeres syn på danskernes forhold til rock?
Kenny: Men det passer jo ikke rigtigt længere. I har jo faktisk en ret fed rockscene. I lang tid var det ret trægt med bands som D.A.D…
Boba: …og Kim Larsen.
Kenny: Ja, men han har jo en lang historie… ha ha! Men der kommer jo rigtig meget godt musik fra Danmark.
Boba: Baby Woodrose er jo eksempelvis et fedt dansk band. Men vi kan jo ikke spille andre steder end København. Når vi har forsøgt at spille i Århus eller Ålborg kom der jo ingen mennesker.
Kenny: Og så sælger vi jo lige så mange plader i hele Danmark som i en butik i Malmø… ha ha.
Boba: Men København er et fedt sted at spille. Der kommer der altid folk til vores koncerter.
Diskant: Har I planlagt noget specielt til den aller sidste koncert?
Boba: Vi regner med at spille fire koncerter fordelt over to dage i Stockholm.
Diskant: Men I har ikke tænkt jer at hive en masse gæster ind? Nu har i f.eks. Dregen med i aften. Vil han også spille med til jeres afslutningskoncert?
Boba: Han er desværre på tour der med Backyard Babies, og det er derfor vi har ham med i dag. Så de her sidste par festivalkoncerter er jo en slags afslutning.
Diskant: Er Roskilde den eneste koncert du er med på Dregen?
Dregen: Nej, jeg er også med i morgen på Arvika Festivalen og så også i august, når Hellacopters spiller til Where The Action Is i Gøteborg.
Smoke on the Water
Diskant: Hvis I selv skulle komme med et bud, hvad har The Hellacopters så betydet for garagerocken?
Boba: Jamen, vi har jo været helt uvurderlige… ha ha. Alt ændredes med det her band. Nej, der er jo faktisk ganske mange, som åbenbart synes at det her band har været vigtigt, men jeg tror bare det har noget med timing at gøre. Helt uvidende startede vi bandet på et tidspunkt hvor der var et tomrum og et behov for et band som The Hellacopters. Den opmærksomhed vi fik spredte sig så også til andre bands inden for genren, som dermed kom frem. Men i Sverige var der ingen bands som The Hellacopters, da vi startede.
Diskant: Er der en oplevelse I jeres karriere, som står stærkest?
Kenny: Det må være vores tour i Brasilien med Sepultura og Deep Purple, hvor vi sad på et stadion, drak øl og så Purple. Så kom Purples roadie og talte med vores roadie, og vi tænkte at nu var der et eller andet galt. Vores roadie kom tilbage og tog vores guitarist Strängen med sig. Vi troede der var problemer med noget gear eller den slags. Men så stod han pludselig på scenen og spillede ”Smoke On The Water” sammen med Deep Purple. Strängen posede som Ritchi Blackmore og Ian Gillan kom over og posede ved siden af ham. Det var højdepunktet i min karriere.
Boba: Ja, det var stort.
