Endnu et flot udspil fra den tidligere violinist Andrew Bird
I al ubemærkethed har den amerikanske multiinstrumentalist Andrew Bird nu udgivet i alt otte albums. Trods overvejende gode anmeldelser er Andrew Bird stadig overset og ganske ukendt i en tid, hvor det ikke har skortet på mindre bemidlede singer-songwritere, der enten ved leflen for publikum eller et enkelt hit har opnået stor popularitet.
Andrew Bird lefler ikke og med udgivelsen af Noble Beast udviser han endnu en gang, at sangskrivertalentet er betragteligt – og at vokalen nok ikke hører til de blandt de største. Sidstnævnte er der råd for, og Andrew Bird tilpasser selvfølgelig sangene så de passer til hans blide, bløde vokal.
Det er albummets første halvdel, der bærer albummet hjem, og fra den sidste halvdel er det egentligt kun den afdæmpede og følsomme ”The Privateers”, der fungerer rigtig godt. Blandt de bedste numre på albummet er åbneren ”Oh No”, ”Fitz and the Dizzyspells” og ”Tenuousness”, der med en blanding af akustisk guitar, violin og fløjten og klappen og meget mere går rent hjem.
”Oh No” og ”Fitz to the Dizzyspells” hører begge til albummets mest catchy numre og udmærker sig allerede ved første lytning. De er begge fremragende popsange, der dog er lidt for kantet til rigtigt at ville kunne finde grobund hos P3-segmentet. Violin, klap og Andrew Birds fløjten er centrale elementer i begge numre. ”Tenuousness” har en behagelig rytme og genremæssigt er der reminiscenser fra countrymusikken.
Er man til gode melodier pakket ind i en flot produktion, der på trods af en rig instrumentering aldrig slipper jordforbindelsen, så er Andrew Birds luftige musikalske univers helt sikkert værd at gå på opdagelse i.
