
Virak og virtuositet på glimrende præsentation af tidlig, dansk eletronica.
Der er fare for at lyde som en kliché, men denne udgivelse må virkelig siges at spille på alle tangenter. Og hvilke mulige umulige tangenter, det er. I flæng kan nævnes sinusgenerator, ringmodulator, fløjte, vandbobbel, mobil båndoptager, fonogen, synthesizer, menneskelig vokal og sikkert mange, mange flere. Alle udgør de – hulter til pulter – tonerne, lydene, støjen og virakken på Pioneers, der præsenterer et flot udsnit af den tidlige danske electronica.
Her er Fuzzys løjerlige kompositioner, hvor traditionelle rytmer mikses med susen og sprutten. Her er Else Marie Pades nyskabende, refleksive og aldeles dragende klange. Og her er minsandten Danmarks første helt igennem digitale værk, Svend Christiansen 1978’er-fraktal Pyramids.
Og hør så, der er også spoken word anno 1963, når Jørgen Gustava Brandt hælder ordene myndigt ud, mens Jørgen Plaetner hænger sine associative lydmetre til tørre på snor. Og er det fuglekvidder et sted?
Selskabet Ljud har som de første fået adgang til et sjældent hørt materiale. De har kastet sig med lige dele glubskhed og nyfigenhed over spolebåndene, renset og effektivt digitaliseret dem. Og der er i sandhed noget barnligt opdagende over Pioneers. Man synker ned og hen og ind og bliver helt legesyg af denne lytten.
Pioneers beskrives i pressemeddelelsen som et musikhistorisk bidrag. Vrøvl! Pioneers er et alle-tiders brag. Og hvilket et!