Følelsesladet udgivelse fra Marissa Nadler
Det er på samme tid både smukt og sørgmodigt det Marissa Nadler leverer på sit fjerde album. Det man først bider mærke i er den krystalklare vokal Marissa Nadler er i besiddelse af. Ikke af den kedelige slags, men derimod personlig og nærværende og ikke mindst jaget. En stemme af den slags, der kan gøre enhver glad sang nærværende og den ulykkelige kærlighedssang tårefremkaldende.
Der er et par uptempo numre på Little Hells, men udover ”Mary Come Alive” og ”River of Dirt” – der i øvrigt begge er rigtig gode – så er de resterende otte skæringer langsomme og spøgelsesagtige i lyden. Ikke et dårligt nummer er der iblandt, og ved at lægge ud med ”Heart Paper Lover” og ”Rosary” er det vist kun de mest afstumpede, der ikke kan mærke en lille stikken i hjertet og en stor lyst til at høre mere.
Uden at det er gået ud over intimiteten er det med hjælp fra producer Chris Coady (TV on the Radio, Gang Gang Dance, Grizzly Bear) lykkedes Marissa Nadler at tilføre musikken flere facetter end tidligere. Pianoet og den fingerspillede guitar er stadig de primære omdrejningspunkter, men der er også blevet plads til elektroniske indslag, og Blonde Redheads trommeslager Simone Pace får også lov til at folde sig ud på et par af numrene.
Little Hells er et album uden nævneværdige fejl, og selvom det vrimler med kvindelige singer-songwritere med en fin vokal for tiden, så hører Marissa Nadler til blandt de allerbedste – og mest anbefalelsesværdige.
