Pet Shop Boys leverer både kæmpe kvalitet og et par svipsere på deres tiende album
Som altid er lyd og produktion i lækker særklasse hos Pet Shop Boys på det nye album Yes. Hvad dette angår, så skuffer den engelske popduo aldrig. Og som altid er der også nogle killer tracks på albummet, der uden problemer føjer sig til den efterhånden lange liste af klasse A sange, som duoen har skabt gennem deres nu godt over 25-årige levetid.
Yes består af elleve tracks, der overordnet holder det typisk flotte og meget høje bundniveau, som man er blevet forvænt med hos de to ekstravagante herrer Neil Tennant og Chris Lowe. Åbneren ”Love etc”, de hamrende veltunede ”Did you see me coming?”, ”More than a dream” og “The way it used to be” samt den inciterende “Vulnerable”, er alle mesterlige kompositioner, der opbyder duoens signatur på bedste vis. Når Pet Shop Boys lykkes med sammenfletningen af synthpop sound, uafrystelige melodier og velkonstruerede lyrik, så er de i en klasse helt for sig selv.
Men man kan ikke komme uden om, at der også er nogle sange, der ikke rigtig fanger. Sange, hvor man som sådan kan have lidt svært ved at forstå, hvor duoen egentlig vil hen. Det er kun et par af albummets elleve tracks, der fremstår ligegyldige og undværlige, men et par stykke mere kører også en smule for meget på rutinen og på sikkerheden om, at det unikke Pet Shop Boys touch vil bringe sangen helt i mål. Men de par mere markante svipsere på Yes kan ikke ændre ved, at albummet er en skøn skive.
På Yes leverer Pet Shop Boys en for duoen typisk arty, kontrolleret og kølig synthpop – deres trademark, som man jo som sådan også forventer (vil ha’!). Jeg hører ikke til dem, der mener, at et band absolut skal bevæge sig ud i det ene eller andet lydlige eksperiment – eller andre forcerede afvigelser fra deres hovedspor – når de som Pet Shop Boys har en så betydelig og distinkt egenart. Kan man som den engelske duo vedblive med at levere varen uden at blive en tarvelig imitation af sig selv, så bliv endelig på hjemmebanen. Okay, Pet Shop Boys kunne godt i lidt mere udvidet grad slippe tøjlerne og den herskende trang til minutiøs kontrol, men den fattede distance er jo også en del af duoens signatur, så… Stick to it!
Der hvor Yes rammer plet, tilvejebringer Pet Shop Boys noget af det bedste, de har kreeret i mange år. Og det er sgu et ubrydeligt kvalitetsstempel i sig selv. En flot plade!