Skælvende skønhed og billeder af smertelig ungdom
En gang imellem oplever man det fuldstændig uventede, og man sænker paraderne efter ganske få øjeblikke. Et sådant øjeblik opstod da den 18-årige østrigske sangerinde og komponist Anja Plaschg pludselig indtog mine højtalere med en afgrundsdyb smerte og skønhed i sine sange på debutalbumet Lovetune for Vacuum, der netop er udkommet. Det kan nogle gange være en utaknemmelig opgave at beskrive et stykke stemningsfuldt musik med fattige ord, men her er et forsøg:
Anja Plaschg synger og akkompagnerer sig selv på piano, samtidig med at der flettes computergenererede båndsløjfer af vindens rusken og mekaniske lyde som af små ballerinafigurer, der drejer rundt på en støvet skive. Plaschg synger på engelsk med en charmerende østrigsk accent, men det er også det eneste afvæbnende hos en sangerinde, der kommer tæt på barndommens følelse af verden som værende et stort og grumt sted. Samtidig med at hun fremfører sine sange med stor modenhed og autoritet, der står i skærende kontrast til hendes kun 18 år og opvæksten på forældrenes svinefarm i en lille flække i det sydlige alpeland.
Skal man forsøge at finde referencer i Plaschgs stemme og kompositioner, er det nærmeste, man umiddelbart kommer, en Nico efter tiden i Velvet Underground. Men der er også ingredienser og stemninger, der peger hen på det dystre og gotiske, som man møder i Diamanda Galas, når hun fremfører sine tilsvarende mørkesange på piano – uden at sammenligne vokalharmonierne i øvrigt. Der er også en skrøbelighed og en hjemsøgthed i Plaschgs altstemme, der momentvist lyder som en afdæmpet Björk eller en Enya stemt i mol.
Der er med andre ord en masse på færde hos Soap & Skin, og det, der er mest slående, er sangenes uforfærdede fremførelse, hvor de bliver stående som sorte obelisker i natten, mens Anja Plaschgs stemme bliver siddende i kroppen, længe efter det sidste nummer ”Brother of Sleep” har forladt membranernes fysiske rum.
Helt igennem en fantastisk musikalsk oplevelse, og hvis man har en splint i hjertet, vil Plaschg helt sikkert finde den og nænsomt begynde at dreje den rundt i kødet, mens hun med den anden hånd maler fascinerende billeder på den mentale nethinde. Hermed anbefalet alle, der har det mindste anlæg for det gotiske og for skønheden i smerten.
