Vira: Re-Design

Vira, som udspringer fra Nørrebros undergrund, er godt på vej til at finde deres eget udtryk inden for den klassiske death metal, hvor de heldigvis har mere at byde på end blot at skamride allerede oppløjede spor.

cover-vira-re-design-2009-300x300

Epidemien raser på Nørrebro

Vira er Virus i flertal. Virus er noget dna, som går i flæsket på en vært og som en parasit inficerer organismen, med henblik på at kopiere sig selv. Virus betyder kort og godt ’gift’.

Med Viras nye EP Re-Design, hvor de præsenterer deres hårdtslående metal på tre heftige numre, er der stor risiko for at blive inficeret af deres superkompetente prog-deathmetal. Som en parasit kravler de ind i øret på lytteren og hæger sig godt fat med deres insisterende brutale vokal, hæsblæsende temposkift og hjernetampende trommer helt fremme i lydbilledet – alt sammen garneret med nogle tykke, saftige guitarer, der både mestrer det kyniske og som har den tekniske ekvilibrisme, der tilføjer musikken en elegance og bredde, man normalt ikke oplever i den hårde ende af death metal.

De tre numre på den selvfinancierede Re-Design er flot produceret death metal, og Vira, som udspringer fra Nørrebros undergrund, er godt på vej til at finde deres eget udtryk inden for den klassiske genre, hvor de heldigvis har mere at byde på end blot at skamride allerede oppløjede spor.

Vira har et solidt drive i deres musik og en eminent trommelyd, der ligger så langt fremme, at de så normalt dominerende guitarer i langt højere grad ligger i samklang med rytmesektionen. Vokalen har både det brutale leje, men varieres også i melodi og tempo, uden at gå på akkord med det benhårde udtryk. Alt i alt et spændende udspil fra den københavnske kvintet, og det bliver spændende at se et mere gennemarbejdet fuldlængde-udspil fra bandet.

Som regel har vira en kortsigtet eller langsigtet negativ effekt for værten, men i dette tilfælde kan jeg kun anbefale at lade sig inficere.

Written By
More from Carsten Meedom
Malajube: Labyrinthes
Malajube kan være svære at sætte i bås, men det er absolut...
Read More
0 replies on “Vira: Re-Design”