Dansk stonerrock med poesi, nerve og boller af stål
Da Rod udgav deres debutalbum Det brænder i kroppen sidste år, fik den danske musikscene et rockorkester, der tager modige livtag med det danske sprog, indhyllet i en elektrisk og dampende kropslighed. På debuten var numrene rå og tunge, med Ulle som en bulet og skramlende rockpoet med sin helt egen stemme. På den altid krævende toer er numrene momentvis trukket ned i et guitarspor af stonerrock, hvor især Bjarnis elegant syrede lead og Benjamins tonstunge bund giver musikken den råhed og tyngde, der er med til at understøtte Ulles lyriske univers. Og det er netop i mødet mellem det umiddelbart rockede og det basalt poetiske, at Rod skiller sig ud fra mængden.
Det er de færreste der slipper godt fra at producere nærmest banal lyrik med enderim, men Ulle formår at vride sproget og få det til at fremstå med lidenskabelige safter drivende ned ad sprogstammen, samtidig med at absurde vrøvlevers også får lov til at stikke deres gøglerfjæs frem af kulisserne. Hør blot:
elfenben og gummihjul / hænderne har intet sul / stammekrig og muggen frugt / lidelse og massetugt
Det er Halfdansk sanselighed i Ulles univers.
Til forskel fra debuten Det brænder i kroppen er mange af numrene på toeren skåret mere ind til benet af melodien, men samtidig med et mere åbent udtryk. Hvor etteren lukkede sig lidt om sig selv i sit udtryk, er der mere på færde og mere på spil her. Et nummer som ”La nu dine øjne falde i” har en vuggende sømandsrytme og en digtertrang, der viser, at Rod her stukket om end ikke ny kurs så i hvert fald ud på dybere vand. Det har naturligvis også været nødvendigt, men projektet lykkes, og Rod kommer ind i smult vande igen, for nu at blive i det maritime. I ”Vi tør ikke se” bliver tempoet skruet aggressivt op og viser, at Rod også har evnen og trangen til at træde et skridt ud mod publikum og brøle dem ind i fjæset. Det er forløsende og viser, hvor mange strenge, Rod egentlig har at spille på. I ”Vinden tuder sang” får Ulle rigtig skruet op for vokalen og viser her, at han har et langt bredere spektre at udfolde sig i end tidligere. Melodien er flot varieret og Bjarni leverer et pragtspor af kontrolleret støj, mens resten af bandet knokler som besatte for at følge Ulles poetiske galskab.
”Sig det soleklart” er tungt som det sorteste Black Sabbath, og den afsluttende skæring ”Drømme” som også er albummets absolut smukkeste og armhårsrejsende, viser et orkester, der har kroppe i brand, for de laver dét, de brænder for.
Rod har kropslighed, sanselighed, mandshjerte og en forløsende humor og distance på én gang. De er dansksproget rock, der løfter sig langt op over Valby Bakke, samtidig med at de holder Roden solidt plantet i rockens sorte muld.
